Lær af andre, der arbejder med LUP

Der bliver løbende indsamlet svar fra de psykiatriske patienter. Svarene omsættes til viden på forskellig vis og gør psykiatrien bedre. Her finder du forskellige eksempler på det.

I afsnittet Cases finder du eksempler på, hvordan du kan bruge LUP Psykiatri til at forbedre patienternes oplevelser.

LUP Psykiatri bliver også brugt i forskning, hvilket dokumenteres i artikler. Nogle af artiklerne bliver præsenteret i afsnittet Publikationer.

Der bliver også løbende arbejdet på at forbedre LUP Psykiatri-konceptet. Læs om det i afsnittet Analyser og målinger.

I afsnittet Webinarer finder du PowerPoint fra de afholdte webinarer, hvor vi vidensdeler forskellige initiativer f.eks. i arbejdet med data, at få uddybende viden om undersøgelsen o.s.v.

Cases

Lokalt LUP-spørgsmål bidrager til monitorering af indsats vedr. forebyggelse af selvmord

Pårørende er en vigtig ressource, når det kommer til forebyggelse af selvmord blandt psykisk syge patienter. I Region Midtjylland har man derfor arbejdet med bedre inddragelse af pårørende på tværs i psykiatrien og har i den forbindelse blandt andet brugt et lokalt LUP-spørgsmål til at måle på indsatsen blandt voksne ambulante og indlagte patienter.

Casen finder du her.

Erfaringerne kommer fra

Psykiatrien
Region Midtjylland

Kontaktperson
Specialkonsulent Stefanie Duedal / steanr@rm.dk

Højere svarprocenter i børne- og ungdomspsykiatrien efter særlig indsats

Region Nordjylland har med en målrettet indsats i 2023 opnået markante forbedringer i svarprocenten for LUP i to ambulatorier i børne- og ungdomspsykiatrien. Indsatsen, som primært har fokuseret på at ændre praksis omkring udlevering og aflevering af spørgeskemaer, har givet positive resultater både i forhold til svarprocenten og ikke mindst personalets motivation og oplevelse af undersøgelsens relevans.

Casen finder du her.

Erfaringerne kommer fra:

Psykiatrien
Region Nordjylland

Kontaktperson
Konsulent Gitte Dahl / gitdah@rm.dk

Publikationer

Self-Reported Burden Among Informal Caregivers of Patients Receiving Psychiatric Hospital Treatment: A National Cross-Sectional Study

Pårørende kan spille en central rolle for personer i psykiatrisk behandling. Dette landsdækkende forskningsstudie viser, at mange pårørende til voksne patienter i psykiatrien oplever stor belastning, som omfatter væsentlige områder af deres liv: følelsesmæssigt, i nære relationer, i dagligdagen og i mødet med sundhedsvæsenet. Forskningen baserer sig på cirka 2.000 besvarelser fra LUP Psykiatri, og er gennemført af DEFACTUM i samarbejde med Afdeling for Psykoser ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. Undersøgelsen er finansieret af den Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond i Region Midtjylland (bevilling A4123).

Artiklen finder du her.

 

Sammenhæng mellem pårørendes oplevelse af inddragelse og patientens oplevelse af tilfredshed og bedring

At inddrage pårørende i psykiatrien kan have en positiv effekt på patienters sygdomsforløb, viser flere lodtrækningsforsøg. Det er dog uklart, om den positive sammenhæng kan overføres til daglig praksis på hospitalerne. På baggrund af omkring 1.000 svar fra patienter og pårørende i LUP Psykiatri finder DEFACTUMs tværsnitsundersøgelse en klar sammenhæng mellem høj grad af pårørendeinddragelse og patienternes oplevelse af høj grad af bedring og tilfredshed. Undersøgelsen viser også, at flere pårørende kun oplever mindre eller ingen inddragelse. Undersøgelsens resultater gælder for det udsnit af patienter og pårørende, der har svaret i LUP Psykiatri, og understøtter den samlede evidens for, at det kan gavne patientens forløb at inddrage de pårørende.

Artiklen finder du her.

 

Myten om svarprocent som validitetsindikator i spørgeskemaundersøgelser

Notat af Jakob Sevelsted fra 2023.

Notatet finder du her.

Analyser og målinger

LUP Psykiatri pilot: udsendelse via digital post. En analyse af svartilbøjelighed og svaradfærd

Pilotundersøgelsen af månedlige målinger blandt voksne ambulante og indlagte patienter i LUP Psykiatri (LUP-pilot) blev gennemført i 2021 i forbindelse med, at undersøgelserne skiftede fra personlig udlevering til udsendelse med digital post. Formålet med analyserne er for det første at belyse, hvilken forskel overgangen gør for svarprocent og resultater og for det andet at belyse kvaliteten af svardata indsamlet med digital post.

Forskellen på digital post og personlig udlevering:

  • Digital post giver umiddelbart en markant lavere svarprocent i forhold til personlig udlevering, men de to svarprocenter er ikke sammenlignelige, fordi de er udregnet på forskelligt grundlag
  • Digital post giver en lavere tilfredshed i forhold til personlig udlevering

Om svardata

  • Diagnose, køn og alder har en systematisk effekt på tilfredsheden og svarprocenten
  • Eksperimentelle forsøg viste, at svarprocenten kan hæves ved;
    • Flere påmindelser
    • Kortere skema, når der sendes en påmindelse
    • Længere periode, inden patienten inviteres til en ny undersøgelse

Rapporten finder du her.

Webinarer

LUP-webinar: Let arbejdet med at anonymisere og analysere LUP-kommentarer

Slides fra webinaret finder du her:

Afidentificering af fritekstfelter – løsning udviklet af DEFACTUM
ved Jens Thusgård Hørlück, DEFACTUM

Tematisering og analyse af fritekstfelter på Hospitalsenhed Midt
Kommando til kommentarhåndtering (det virker bedst med ChatGPt 4.0)
ved Christian Neubert, Hospitalsenheden Midt

Del jeres erfaringer

Vil I fortælle andre om jeres gode erfaringer med at arbejde med LUP-resultaterne? Så giv os besked på simwit@rm.dk.

Inspiration og vidensdeling på det somatiske område

Indenfor det somatiske område bliver LUP-undersøgelserne også brugt til at forbedre patienternes oplevelser; det kan der læses mere om her.