Kvalitetsmonitorering på tværs af sektorer
Vi monitorerer kvaliteten af patient-/borgerforløb på tværs af sektorer ved at indsamle data fra sundhedsfaglige medarbejdere og patienter/borgere (PRO).
Vigtigst for enhver sundhedsindsats er, at patienten/borgeren får det bedre. I DEFACTUM har vi erfaring med, at det bedst afdækkes ved løbende at indsamle data om de sundhedsfaglige indsatser og patienternes/borgernes egne oplysninger om deres helbredstilstand. Herved skabes et godt grundlag for en løbende monitorering og kvalitetsudvikling af patient-/borgerforløb.
I DEFACTUM har vi mange års erfaring i at bistå samarbejdspartnere med netop at monitorere patient-- og borgerforløb. Vi bidrager i udviklingen af indikatorer, identificering af data og designer dataindsamling og –rapportering tilpasset relevante målgrupper.
Monitorering af sundhedsindsatser
I kvalitetsarbejdet er det i mange tilfælde relevant at monitorere strukturer, processer og resultater af de sundhedsfaglige indsatser i et rehabiliterings- eller behandlingsforløb.
Et eksempel på det er databasen HjerteKom, hvor sundhedsmedarbejdere registrer sundhedsoplysninger om borgere i kommunale forløb med hjerterehabilitering.
Monitorering af egne oplevelser
Systematisk indsamling af data rapporteret af patienterne/borgerne selv (PRO) giver mulighed for at monitorere kvaliteten ud fra borgerens/patientens eget perspektiv og kan støtte dialogen mellem patient/borger og den sundhedsfaglige medarbejder.
Et eksempel på det er det generiske Monitorerings- og Evalueringsredskab, MoEva, der understøtter kommunale sundhedsfremmende og forebyggende indsatser. Borgere rapporterer egne oplysninger om blandt andet helbredsrelateret livskvalitet og egenomsorg.
Data på tværs af sektorer
Deling af data er essentiel for at monitorere patientens og borgerens forløb gennem hele sundhedsvæsenet. Datadeling giver mulighed for at kvalitetsudvikle et samlet patient-/borgerforløb i det tværsektorielle samarbejde mellem kommune, almen praksis og hospital.
Eksempler på det er videregivelse af data fra HjerteKom til den nationale dansk hjerterrehabiliteringsdatabase (DHRD) og integration af MoEva til den nationale infrastruktur.