Resultaterne fra den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser – LUP - er netop offentliggjort. I DEFACTUM arbejder vi med patienttilfredshed på det psykiatriske og præhospitale område.

På det psykiatriske område spørges patienter og pårørende på landsplan, om deres oplevelser med at være patient eller pårørende i psykiatrien. Det er vigtig viden, lyder det fra projektleder for LUP Psykiatri, Simone Witzel, DEFACTUM, Region Midtjylland, som understreger, at det i en tid med store forandringer i sundhedsvæsenet er vigtigt, at vi spørger, lytter til og inddrager dem, det hele drejer sig om – patienterne.

– Vi kan se, at der samlet set er tilfredshed med besøget eller indlæggelsen på hospitalet. 75 procent af patienterne i voksenpsykiatrien er i høj grad eller meget høj grad tilfredse samlet set, mens tallet er 74 procent for patienter i børne- og ungdomspsykiatrien. Der er igen stor tilfredshed med personalet på de enkelte afdelinger og en generel tiltro til, at personalet gør deres bedste. For de ni patient- og pårørendegrupper er der høj tilfredshed med, at personalet er venligt og imødekommende, da andelen af de adspurgte patient- og pårørendegrupper, som svarer i høj grad eller meget høj grad, ligger mellem 75 procent og 98 procent, fortæller hun og fortsætter:

Der, hvor vi blandt andet kan se en udfordring, er i forhold til tilfredsheden blandt de pårørende til voksne psykiatriske patienter. Der er forskellig grad af tilfredshed med den behandling, pårørende oplever, at deres nærmeste får, da tilfredsheden i høj grad eller meget høj grad ligger mellem 42 procent og 76 procent blandt de fire grupper af pårørende i undersøgelsen.

For den præhospitale indsats er der meget høj tilfredshed. Hele 93 procent af patienterne er i høj grad eller meget høj grad tilfredse med forløbet inden ankomsten til hospitalet.

Der er regionale forskelle i tilfredsheden, men det er små marginaler, det drejer sig om, lyder det fra projektleder for LUP Præhospital, Pernille Bjørnholt Nielsen, DEFACTUM, Region Midtjylland. Pernille fortæller, at det er første gang, der gennemføres en landsdækkende tilfredshedsundersøgelse på det præhospitale område, hvor data fra et helt år er inkluderet. Ligesom i målinger på både de psykiatriske og somatiske områder er det også vigtigt at få en tilbagemelding på patienternes oplevelse af den indsats, præhospitalet yder, før patienten ankommer til hospitalsafdelingen.

Du kan læse mere om undersøgelserne på defactum.dk:

LUP Psykiatri

LUP Præhospital

LUP og andre spørgeskemaundersøgelser

Simone Witzel
Tlf. 4042 7144
Mail simwit@rm.dk