Hvor jeg trives
- Jeg vidste godt, da jeg prøvede at køre en traktor for første gang og ikke kunne styre den, at det ikke kunne lade sig gøre, fortæller Richard Vestergaard.
For nyligt fyldte Richard 65 år. De seneste 18 år har han trodset sin kongenit muskeldystrofi – en form for kroniske muskelsvind – og har været ansat 11 timer om ugen som bibliotekar på MarselisborgCentret, der er en del af Region Midtjylland. Selvom den medfødt muskelsvind langsomt svækker hans fysik, så får det ikke Richard til at stoppe ved pensionsalderen. Måske fordi han trives med sin livsledsagende sygdom, sin livshistorie og livsfilosofi, der sender ham i mental topform.
Åndelig kainibal med socialt sigte
- Vi skal være hinandens kannibaler, fortæller Richard, der i dag arbejder for Region Midtjyllands forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM, og fortsætter:
- Kannibalerne spiser jo hinanden, og det skal vi gøre åndeligt. Altså i den forstand, at man har social omgang med andre ligesindede, forklarer Richard, der efterlever netop dette princip i dagligdagen.
I jobbet som bibliotekar er "formidling" nøgleordet, og folk kommer forbi og "bruger" Richard som hjælp til litteratur- og materialesøgning. Han arbejder meget ved computeren med hjemmeside- og databaseforvaltning, men ifølge Richard er det vigtigste sparringspartnerne og de folk, der både har brug for hjælp, og som han også selv kan spejle sig i eller kannibaliserer på:
- Jeg har flere sociale netværk både fysisk og på Facebook, hvor vi udveksler erfaringer og samtaler med hinanden. Det giver mig energi til at holde mig i gang, så jeg ikke bare sidder derhjemme i sofaen. Jeg kannibaliserer, griner Richard.
At være en åndelig kannibal er for Richard en gensidig social handling, der handler om, at alle får noget med sig uden at nogen lider overlast.
Som barn i en præstefamilie blev Richard tidligt vant til at have mange mennesker tæt på livet. Nye pastorater betød nye mennesker, men det til trods havde Richard en tryg opvækst med stor støtte fra sine forældre – ikke mindst åndeligt og menneskeligt:
- Jeg er vokset op i en præstefamilie med kristne værdier, og det er noget som har givet og giver mig retning i mit sygdomsforløb og i min hverdag, fortæller han og uddyber:
- I virkeligheden handler det om, at man skal være især medmenneskelig overfor de svageste og hjælpe til, der hvor man kan.
Meget af sin fritid bruger Richard til gavn for andre. Som frivillig i en folkekirke finder han frem til folks interesser og booker foredragsholdere, der inspirerer til ny viden. Selv holder Richard meget af klassisk klavermusik, men når han rigtig skal slappe af, søger han skjul i bøgerne:
- Jeg har mange jern i ilden, og jeg kan godt mærke at det sommetider gør mig lidt overstresset, hvilket ikke er godt for mig og mine muskler. Jeg bliver bare nødt til at være lidt mere bevidst om mig selv og min fysik end raske mennesker, fortæller Richard, der derfor også afsætter tid til at træne, og i det hele taget altid planlægger og realtjekker sin livsstil.
Den realistiske bibliotekarlemkristeligt samvirke
Siden ungdomsårene har Richard ladet drømmene styre af sin fysik:
- Jeg kan fx ikke blive landmand, men jeg kan godt blive bibliotekar. Der er noget for alle, så længe man ser mulighederne i begrænsningerne og husker at være realistisk, forklarer han.
Richard har tidligere haft en fuldtidsstilling men blev på et tidspunkt nødt til at gå ned i tid. Han fik i stedet sit nuværende skånejob, og selv om Richard ikke lader pensionsalderen bestemme hans udløbsperiode som bibliotekar, så ved han allerede, at han om nogle år må gå yderligere ned i tid:
- Jeg vil gerne fortsætte på arbejdsmarkedet så længe, som det er muligt, og derfor bliver jeg nødt til at planlægge fremad, fortæller Richard, som mener at planlægning gør det nemmere for ham at navigere rundt i den udvikling, der konstant er i hans kroniske sygdom.
En kronisk bagage
Jobbet som bibliotekar er en vigtig del af Richards rehabiliteringsproces. Tidligere følte han, at muskelsvind gjorde ham til et objekt, men samfundsudviklingen og afstigmatiseringen har gradvist forbedret betingelserne for livs- og arbejdsglæden, og dermed også den livslange rehabilitering, forklarer Richard.
- Ord skaber, hvad de nævner. De kan være utroligt ladede. Det giver derfor mening at navigere udenom netop disse ord, hvilket jo også er en meget almenmenneskelig måde at være omkring hinanden på.
Han fortsætter:
- Når "menneske" og "muskelsvind" er adskilt indikerer det, at vi er personer, der lever i hverdagen med problemer lig alle andre, men at vi derudover har muskelsvind som en kronisk bagage, forklarer Richard, der ikke begræder sine begrænsninger:
- Det handler i stedet om at finde mulighederne i begrænsningerne, forklarer Richard, mens han energisk tegner en stor og en lille cirkel i luften med sine hænder.
Min tilværelse har jeg skabt
Cirklerne symboliserer, ifølge Richard, hvordan nogle mennesker har muligheder indenfor en større kreds, mens andre, som han selv, har muligheder indenfor en lidt mindre kreds. Han ved godt, at han sommetider bliver lidt småfilosofisk – indimellem lidt melankolsk – og forklarer, at det unægteligt må skyldes hans baggrund som søn af en præst, hans medfødte sygdom og den begyndende høje alder:
- Man skal også huske at leve og ikke bare gå rundt som en eller anden Sokrates, fortæller han grinende og anlægger straks en mere seriøs mine:
- Men jeg har nu skabt mig en meget god tilværelse, hvor jeg trives