Akut behov, fælles ansvar. Kortlægning og erfaringer med tværsektorielle indsatser for borgere og patienter med akutpsykiatriske problemstillinger

Lise Arnth Nielsen; Lisbeth Urskov Sørensen; Nadine Quist Jensen; Klara Malling Konggaard; Nikoline Busk; Camilla Palmhøj Nielsen; Morten Deleuran Terkildsen

Udviklingen af et mere nært, sammenhængende og bæredygtigt sundhedsvæsen stiller nye krav til organiseringen af psykiatrien – også på det akutte område, hvor der er stærkt behov for hurtig, koordineret og tværsektoriel indsats – ikke mindst i en periode, hvor psykiatri og somatik skal integreres. Denne forskningsrapport er udarbejdet som led i Region Midtjyllands forskningsprogram om Det nære sundhedsvæsen og belyser, hvordan kommunale og regionale aktører i fællesskab arbejder med at styrke indsatsen for borgere og patienter i akutpsykiatriske kriser.

Kortlægningen giver et empirisk overblik over eksisterende tværsektorielle indsatser og indsamler erfaringer fra praksis, som kan bidrage til at kvalificere fremtidig udvikling på området. Resultaterne peger på et mangfoldigt felt præget af engagement, faglig innovation og vilje til samarbejde, men også på strukturelle og organisatoriske udfordringer, der fortsat vanskeliggør sammenhæng i indsatsen.

Forskningsrapporten er tænkt som et vidensgrundlag for beslutningstagere, ledere og praktikere, der ønsker at styrke kvaliteten og sammenhængen i den akutpsykiatriske indsats. Den skal ikke blot dokumentere status, men inspirere til handling og udvikling – med afsæt i den viden og de erfaringer, der allerede findes i praksis.

En særlig tak rettes til de mange medarbejdere i både den kommunale og regionale psykiatri, hvis engagement og tålmodighed i forbindelse med dataindsamling og interviews har gjort dette arbejde muligt. Tak til Region Midtjylland for strategiske forskningsmidler, der har gjort det muligt at gennemføre undersøgelsen.


Link til projektet bag publikationen

Udgivelsesform Rapporter
År 2025
Udgiver DEFACTUM
ISBN/ISSN 978-87-93657-58-8
Længde 68 sider