Denne rapport samler erfaringer fra de første fire år med Fællesskabsguiden – en brobyggende funktion under lokalsamfundsprojektet Flere i Fællesskaber i Silkeborg Kommune. Fællesskabsguiden blev etableret i Frivilligcenter Silkeborg i 2021 og har frem til ultimo 2024 haft kontakt med over 800 borgere. Fællesskabsguiden har udviklet sig til et centralt og lokalkendt tilbud, som samarbejder med både kommunale aktører og civilsamfundet.
Del 1 af rapporten beskriver, hvordan indsatsen er organiseret og tilrettelagt, og indeholder en opgørelse af monitoreringsdata om alle brugere af Fællesskabsguiden. Indsatsen har primært nået borgere i alderen 20–50 år og i mindre grad unge og ældre borgere. Henvisninger er i høj grad kommet fra kommunale instanser og civilsamfundsaktører, hvilket vidner om en strategisk indsats for at opbygge tillid og samarbejde netop her. Kun cirka hver ottende borger har selv taget kontakt til guiden. Borgerforløbene har varieret betydeligt i omfang og form. Hver tredje borger har kun haft én kontakt, mens halvdelen har haft tre eller flere kontakter. To ud af tre har kun haft skriftlig eller telefonisk kontakt med en fællesskabsguide. Omkring hver tiende har modtaget følgeskab. Opbygning og vedligeholdelse af relationer til lokale sociale fællesskaber og aktører har været en kerneaktivitet med afgørende betydning for at sikre aftagere af henviste borgere.
Del 2 af rapporten præsenterer resultater fra en spørgeskemabaseret evaluering blandt den del af borgerne, som har haft kontakt med Fællesskabsguiden fra marts 2023 til oktober 2024. I alt 63 ud af 324 mulige borgere besvarede et spørgeskema ved første kontakt med Fællesskabsguiden. Af disse besvarede 32 (51%) også et spørgeskema efter fem måneder og indgik dermed i analyser af forandringer i ensomhed, trivsel, social kontakt og social støtte. Blandt respondenterne var der en høj tilfredshed med forløbet ved Fællesskabsguiden, og lidt under halvdelen deltog fortsat i et nyt fællesskab ved opfølgningen. Resultaterne indikerede små men ikke-signifikante forbedringer af ensomhed og trivsel, en signifikant øget social kontakt, men ingen forandring i social støtte. Grundet det spinkle datagrundlag kan der ikke drages sikre konklusioner, og der er en risiko for, at resultaterne ikke er repræsentative for brugere af Fællesskabsguiden.
Fællesskabsguiden har løbende tilpasset indsatsen i takt med praktiske erfaringer og ændringer i ressourcer og efterspørgsel fra lokalsamfundet. Antallet af guider er udvidet, samarbejde med frivillige følgevenner er påbegyndt, og en fremskudt funktion er etableret i jobcentret. Fællesskabsguiden fortsætter som et tilbud i Silkeborg Kommune i de kommende år, hvilket giver mulighed for yderligere udvikling – eksempelvis ved at styrke samarbejdet med sundhedscenter, almen praksis og andre aktører.
Alt i alt viser evalueringen, at Fællesskabsguiden har opnået lokal forankring og opbakning og har fungeret som et bindeled mellem borgere og sociale fællesskaber. Der kan dog ikke drages sikre konklusioner om brugernes udbytte. Rapportens erfaringer og analyser kan bruges som et afsæt for videreudvikling og afprøvning af lignende indsatser i andre kommuner.
Udgivelsesform | Rapporter |
År | 2025 |
Udgiver | DEFACTUM |
Længde | 30 sider |
Kontaktperson
+45 2932 0888
Forfattere
Lise Arnth Nielsen; Mathias Kamp Lasgaard; Julie Christiansen; Anne Friis Bo