Fælles regional evaluering af 72 timers udvidet behandlingsansvar

I den politiske aftale om akutpakken fra februar 2023 blev en landsdækkende implementering af ordningen vedrørende hospitalernes "72 timers behandlingsansvar" vedtaget. DEFACTUM er ansvarlig for at gennemføre en fælles regional evaluering af ordningen i samarbejde med Tværsektorielt Forskningscenter, Region Syddanmark.

Formålet med det udvidede behandlingsansvar er bl.a., at borgerne skal opleve et mere sammenhængende behandlingsforløb med en tryg overgang fra hospitalet til kommunal hjælp eller plejehjem samt at forebygge genindlæggelser. Dette indebærer, at hospitalerne skal tage et større ansvar for det samlede patientforløb og stille relevant viden til rådighed for kommuner og almen praksis for visse patienter. Ordningen skal dermed understøtte, at akutte indlæggelser i en række tilfælde vil kunne forebygges eller varetages mere hensigtsmæssigt ved, at der er adgang til udvidet lægekontakt på hospitalet op til 72 timer efter udskrivelse.

Den fællesregionale evaluering af ordningen med 72 timers udvidet behandlingsansvar har til formål at tilvejebringe et grundlag for optimering af ordningen fremadrettet samt bidrage til læring på tværs af sektorer ift. tilpasning af ordningen fremover. 

Evalueringen består af tre delopgaver, der har til formål at 1) afdække omfanget af kontakten mellem hospital og kommune, herunder hvad de kommunale henvendelser til hospitalet under de 72 timer omhandler, hvem der foretager opkaldene, samt hvad opkaldene resulterer i, 2) frembringe viden om muligheder og barrierer ift. ordningen således, at denne viden kan danne basis for evt. fremtidige interventioner rettet mod at styrke og udbrede ordningen og 3) måle effekten af 72 timers behandlingsansvar på antallet af genindlæggelser.

Projektstatus Aktiv
Afslutning 2025

Projektleder

Malene Thygesen

Projektmedarbejdere