Metoden Legetræning (Play Project) – tilpasset en socialpædagogisk kontekst

Himmelev behandlingstilbud er et døgn- og dagtilbud til børn og unge med autismespektrumforstyrrelser. Behandlingen skræddersyes til de enkelt børn og unge og deres udviklingsmuligheder, så de kan lære, udvikles og trives. En del af denne behandling er legetræning baseret på det amerikanske koncept PLAY Project. Her øves socialt samvær og kommunikation gennem sjov og leg. Legetræning har været en del af Himmelevs tilbud gennem en årrække og Region Sjælland og Himmelev behandlingstilbud ønsker at undersøge og dokumentere, hvilken virkning legetræningen har for de børn og unge, der deltager. Derfor har de bedt DEFACTUM om at stå for et forskningsprojekt. Formålet er dels at udvikle det socialpædagogiske arbejde på Himmelev, men også at bidrage til den generelle viden om virksomme metoder til en målgruppe, der –i dansk kontekst – er underbelyst. 

Forskningsprojektet er bygget op omkring en systematisk virkningsevaluering med måling af børnenes og de unges udvikling på en række parametre, blandt andet via kodning af videooptagelser af interaktionen mellem børn/unge og medarbejder i udvalgte legesessioner, observationsskemaer og gennem interviews med forældre, medarbejde og ledere. Projektet løber i to år fra september 2023 og udføres i samarbejde med ekstern forsker, og ph.d. fra Aarhus Universitet, Christina Emborg. Et selvstændigt mål med projektet er at udbrede resultaterne, så andre børn og unge med ASF kan få gavn af dem. Resultaterne publiceres derfor både i en rapport, en metode- og implementeringsguide – der skal fungere som inspiration til andre institutioner, der ønsker at tilbyde legetræning – og i en forskningsartikel.

Projektstatus Aktiv
Afslutning 2025
Samarbejdspartnere Region Sjælland, Himmelev Behandlingstilbud, Forsker Christina Emborg

Projektleder

Projektmedarbejdere