Patientoplevet behandlingsbyrde: associationer med multisygdomsmønstre, sundhedsydelser og dødelighed
Formålet med dette ph.d.-projekt er at gennemføre en befolkningsbaseret undersøgelse af patientoplevet behandlingsbyrde, og hvordan behandlingsbyrde hænger sammen med multisygdomsmønstre, brug af sundhedsydelser og dødelighed.
Ph.d.-projektet baseres på spørgeskemadata fra de nationale og regionale sundhedsprofiler, Hvordan har du det?, koblet med longitudinelle registerdata. Resultaterne skal bidrage til identifikation og karakteristik af særlige risikogrupper i den danske befolkning, der kan have særlig gavn af bedre sammenhængende sundhedstilbud.
Ph.d.-projektet er forankret ved Forskning i Folkesundhed, DEFACTUM, Region Midtjylland, og indskrevet ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Vejledningsteamet består af Camilla Palmhøj Nielsen (DEFACTUM, Region Midtjylland & Institut for Folkesundhed, AU), Mathias Lasgaard (DEFACTUM, Region Midtjylland), Anders Prior (Forskningsenheden for Almen Praksis, AU) og Polly Duncan (University of Bristol, UK).
Ph.d.-projektet er hovedsagligt finansieret af Region Midtjylland, herunder Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond, og medfinansieret af Institut for Folkesundhed, AU.
Baggrunden for projektet er, at sundhedssystemer verden over kæmper for at levere sammenhængende sundhedsydelser af høj kvalitet til personer med flere samtidige sygdomme (multisygdom) og for at overvinde den sociale ulighed i fordelingen og konsekvenserne af multisygdom. De højt specialiserede sundhedssystemer, der overvejende bygger på diagnostik og behandling af enkeltsygdomme, er ikke struktureret til at håndtere multisygdom – hverken organisatorisk eller professionelt. Personer med multisygdom oplever derfor ofte deres behandlingsforløb som komplekse og fragmenterede. At navigere i et komplekst og specialiseret sundhedsvæsen samt forskellige behandlingsregimer kan medføre en betydelig arbejdsbyrde for patienterne, som kan være vanskelig at håndtere ved siden af deres privatliv, sociale liv og arbejdsliv. At passe sit helbred og følge sin behandling er derfor forbundet med patientoplevet behandlingsbyrde for mange personer. Høj behandlingsbyrde er forbundet med nedsat livskvalitet og manglende overholdelse af behandling.
Eksisterende litteratur har vist, at flere samtidige sygdomme øger risikoen for høj behandlingsbyrde. Vi mangler imidlertid viden om, hvilke sygdomskombinationer der især er forbundet med høj behandlingsbyrde for patienterne. Derudover er der behov for bedre indsigt i, hvordan behandlingsbyrde er forbundet med patienternes brug af sundhedsydelser og deres sygdomsprognose. Heraf projektets fire delformål om at:
1) Identificere multisygdomsmønstre (sygdomskombinationer) i den voksne danske befolkning og give en uddybende karakteristik af de identificerede sygdomsgrupper,
2) Undersøge sammenhængen mellem multisygdomsmønstre og patientoplevet behandlingsbyrde,
3) Undersøge sammenhængen mellem behandlingsbyrde og brugen af sundhedsydelser i en flerårig opfølgningsperiode med særligt fokus på potentielt forebyggelige sundhedsydelser,
4) Undersøge sammenhængen mellem behandlingsbyrde og dødelighed i en flerårig opfølgningsperiode.
Resultaterne vil tilsammen bidrage til forståelse og nuancering af (kompleks) multisygdom og til identificering af særlige risikogrupper i den danske befolkning, der kan have brug for en anden sundhedsfaglig indsats, end der gives i dag. Både på nationalt og regionalt niveau kan resultaterne bidrage til planlægningen af fremtidige patientcentrerede indsatser og omorganiseringer af sundhedsvæsenet med henblik på at styrke sammenhængende behandlingsforløb, reducere behandlingsbyrde samt forbedre helbred og livskvalitet for mennesker med kronisk sygdom, særligt multisygdom.
Projektstatus | Aktiv |
Afslutning | 2025 |