Vil du være med til at forme fremtidens nære sundhedsvæsen?
DEFACTUM, Region Midtjylland søger forsker med interesse for sundhedstjenesteforskning og styring og organisering af det nære sundhedsvæsen
I DEFACTUM søger vi en forsker med ph.d. og forskningserfaring inden for styring og organisering af sundhedsvæsnet med fokus på det nære sundhedsvæsen og med en mere bred interesse for sundhedstjenesteforskning generelt. Du vil blive ansat i DEFACTUMs forskningsafdeling for Forskning i Folkesundhed. I Forskning i Folkesundhed har vi en bred projektportefølje, hvor vi undersøger folkesundhed ud fra mange forskellige perspektiver og ofte med et tværfagligt udgangspunkt. Der vil derfor være mulighed for at indgå i forskellige samarbejds- og projektrelationer, der tager udgangspunkt i din kompetenceprofil og dine interesser. Vores forskning er anvendelsesorienteret.
Som forsker i DEFACTUM vil du indgå i et tværvidenskabeligt team, hvor vi bl.a. har fokus på organisering af sundhedsvæsnet, herunder implementering og udvikling af det nære sundhedsvæsen. Du forventes at bidrage til faglig projektledelse af Region Midtjyllands strategiske forskningsprogram vedr. Det nære sundhedsvæsen og gennemføre forskningsprojekter i relation til forskningsprogrammet. Programmet tager afsæt i sundhedsreformens mål om videreudvikling af det nære sundhedsvæsen. Den første opgave bliver at opstarte et forskningsprojekt omhandlende etablering af sundhedsrådene. Det forventes derudover, at du bidrager til at forme og gennemføre øvrige forskningsprojekter i programmet. Et relevant område kunne fx være det almenmedicinske tilbuds rolle i det nære sundhedsvæsen. Udover deltagelse i forskningsprogrammet omkring det nære sundhedsvæsen forventes det, at du indgår i andre relevante forskningsprojekter og udviklingsarbejde i DEFACTUM.
Vi søger en forsker, der kan arbejde selvstændigt med projektudvikling af anvendelsesorienteret forskning, men som også har erfaring med at indgå i et team, der skal arbejde sammen om at udvikle og gennemføre forskning. Du skal have solid erfaring med projektledelse og med forskning i styring og organisering af sundhedsvæsnet. Vi søger særligt en forsker, som har erfaring med tværfaglig forskning, da stillingen omfatter samarbejde mellem bl.a. sundhedsøkonomer, organisationsforskere og sundhedsprofessionelle. Det er afgørende, at du kan formidle forskningen til relevante målgrupper med henblik på at bidrage til forbedring af sundhedsvæsnet.
Vi ønsker os en forsker med indgående kendskab til og interesse for sundhedsvæsenets organisering og styring og dets forskellige aktører, og som har viden om den kompleksitet, som udviklingen af et nært sundhedsvæsen kræver.