Redskab til opsporing af ensomhed blandt unge. Validering, tilpasning og afprøvning

Ensomhed forekommer hyppigt i ungdomsårene, og der er behov for effektive strategier til at identificere unge, der vedvarende føler sig ensomme, og tilbyde dem relevant støtte. Dette forskningsprojekt har haft til formål at validere, tilpasse og afprøve et spørgeskemabaseret redskab til opsporing af ensomhed blandt unge i alderen 15-20 år med henblik på brug i interventionsprogrammer, som tilbyder relevant støtte.

Udgangspunktet var to korte versioner af UCLA Loneliness Scale (UCLA), som med sine 20 spørgsmål er en anerkendt og udbredt skala til måling af ensomhed. De korte versioner, UCLA-4 og UCLA-9, har i internationale studier vist tilfredsstillende psykometriske egenskaber. For at et måleredskab er anvendeligt som opsporingsredskab i praksis, skal det ikke blot være validt og pålideligt, men også kunne forstås og accepteres af målgruppen, være hurtigt at udfylde, og det skal opspore en relevant målgruppe. Disse elementer blev undersøgt i tre faser ved hjælp af en kombination af kvantitative analyser, kvalitative interviews og praktisk afprøvning. 

I projektets fase 1 blev der gennemført psykometriske analyser af UCLA-4 og UCLA-9, og kognitive interviews blev gennemført blandt unge med udgangspunkt UCLA-9. I fase 2 blev den modificerede UCLA-9 afprøvet som opsporingsredskab på tre ungdomsuddannelser i Silkeborg gennem observationer og interviews med elever. I fase 3 blev redskabet anvendt i tre kommuner med over 3500 deltagende unge, hvor det blev afprøvet som led i systematisk opsporing og opfølgende støtte.

Alt i alt viser resultaterne, at den modificerede UCLA-9 med høj validitet og brugervenlighed kan anvendes som et redskab til at opspore unge i alderen 15-20 år, der føler sig ensomme. Det anbefales at anvende den endimensionelle UCLA-9 med en grænseværdi for opsporing på omkring =23, hvilket identificerer en målgruppe, hvor ensomhed ofte følges af anden psykisk mistrivsel. Rammerne for opsporing bør sikre tydelig information om formål og støttetilbuddet samt sikre, at spørgsmålene kan besvares fortroligt.

Forskningsprojektet har ikke afdækket de unges udbytte af Lift-programmet, og der er fortsat behov for viden om, hvordan opsporing bedst kan omsættes til relevant og virkningsfuld støtte, herunder at skabe en bedre forståelse af, hvad der påvirker unges beslutning om deltagelse i et opsporingsprogram.