Vi har behov for at kende kvaliteten af vores rehabiliterings-indsats

Uden indikatorer mangler vi et fælles grundlag for udvikling og prioritering.

Debatindlæg i Dagens Medicin af Thomas Maribo, Professor og forskningsleder; Ane Bonnerup Vind, Videncenterchef; Jette Thuesen, lektor; Claus Vinther Nielsen, professor, Socialmedicin og Rehabilitering, Region Midtjylland; Jan Sau Johansen, områdechef, MarselisborgCentret - center for forskning og udvikling i rehabilitering

Vi har behov for at kende kvaliteten af den rehabiliteringsindsats, vi yder. Med det mener vi, at der er behov for viden om, hvordan funktionsevnen er for de personer, der har modtaget rehabilitering. 

Vi skal kunne dokumentere, at rehabilitering gør en forskel. Det kræver, at vi udvikler indikatorer med et langt større fokus på, hvordan den enkelte fungerer både fysisk, psykisk, kognitivt og socialt, efter endt rehabiliteringsforløb.

Tre måleparametre

I dag monitorerer vi kvaliteten af vores rehabiliteringsindsats via få indikatorer som primært ser på forløbets struktur og proces. Også her er der behov for en opstramning og videreudvikling, så indikatorer måler på elementer, der kan være med til at understøtte det personlige engagement og den motivation, som er en forudsætning for et godt rehabiliteringsforløb. 

Nye struktur- og procesindikatorer kan eksempelvis være indikatorer, som måler den tværfaglige bemanding, eller indikatorer, der sikrer, at der afholdes målsætningssamtaler, og at der foretages individuel opfølgning.

Skal vi derimod kende resultatet af vores indsats, kræver det et tredje ben. Det kræver, at vi udvikler resultatindikatorer, som ser på sammenhængen mellem den konkrete indsats og funktionsevne.

Behov overstiger besvær

Vi har ofte spurgt hinanden, hvorfor vi ikke allerede har videreudviklet de indikatorer, vi har, og defineret supplerende indikatorer med fokus på resultater.

Vi foreslår, at der til patientrettet forebyggelse og rehabilitering i kronikerpakkerne udvikles indikatorer, som belyser, om indsatserne faktisk bidrager til at fastholde eller forbedre funktionsevne og deltagelse i hverdags-, arbejds- og samfundsliv.

Dette arbejde bør forankres nationalt og ske i tæt samspil mellem Sundhedsstyrelsen, regioner, kommuner og forskningsmiljøer – og med monitorering i regi af de eksisterende kvalitetsdatabaser under SundK. 

På samme måde som der i dag følges systematisk op på andre indsatser, bør patientrettet forebyggelse ved kronisk sygdom og rehabiliterende indsatser indgå i en fælles national kvalitetsinfrastruktur med klare resultatindikatorer. 

Uden en sådan systematisk monitorering risikerer forebyggelse og rehabilitering fortsat at blive usynlige i styring og prioritering, på trods af deres centrale betydning for den enkelte og for sundhedsvæsenets samlede bæredygtighed. 

Ansvaret for udvikling og vedligeholdelse af disse indikatorer kan ikke overlades til enkeltstående projekter, men må være et fælles nationalt ansvar, hvor SundK udgør den centrale ramme for systematisk monitorering og læring.

Hvordan kommer vi videre?

Der er en bevægelse blandt fagpersoner i retning af at styrke fokus på kvaliteten og resultaterne af rehabiliteringsindsatsen, og det er positivt.

Skal vi lykkes, kræver det først og fremmest, at opgavens kompleksitet anerkendes. Det bliver ikke enkelt at definere de rigtige indikatorer, men vi må forsøge os og forvente, at de skal justeres undervejs. Rehabilitering er et komplekst felt, og ingen indikator vil indfange det fulde billede af betydningen af rehabilitering. Alligevel er fraværet af systematisk viden et større problem end ufuldstændig viden. 

Uden indikatorer mangler vi et fælles grundlag for udvikling og prioritering. Samtidig må indikatorerne udvikles med et vedvarende fokus på både den faglige kvalitet og det personlige perspektiv hos den person, der er i centrum for indsatsen.