Funktionsevne må med ind i ligningen, når vi taler sundhed

For sundhed handler nemlig om meget mere end fravær af sygdom og overlevelse. Det handler i lige så høj grad om den kvalitet, vi har i vores hverdagsliv, når vi lever med alderdom eller en kronisk sygdom.

Af professor og forskningsleder Thomas Maribo, Aarhus Universitet og DEFACTUM, Region Midtjylland, og docent og leder af Forskningscenter for Pleje og Rehabilitering Dorthe Sørensen, VIA University College

Vi har hævet levealderen de seneste årtier. Og i takt med at flere lever længere, stiger også andelen af personer med forskellige kroniske sygdomme. Det betyder, at mange lever et hverdagsliv med sygdom, hvor vi ikke længere kan nøjes med at tale om behandlingsformer og reduktion af sygelighed. For den behandling, vi tilbyder, ændrer nemlig ikke på prognosen. Derfor kommer det i højere grad til at handle om, hvordan det er muligt, med alderdom og/eller kroniske smerter, at få et værdigt hverdagsliv.

Funktionsevnen som ny indikator

Vi har tradition for at måle kvaliteten af behandling i sundhedsvæsenet med indikatorerne sygelighed og overlevelse. Det er også de to indikatorer, vi anvender, når vi skal udvikle vores ydelser og ikke mindst prioritere vores ressourcer. Men det er, som om de to indikatorer ikke helt slår til i takt med, at sygdomsmønstret ændrer sig. Bevares, vi skal stadig have fokus på sygelighed og dødelighed, når vi taler sundhed – men hvad med de patienter og borgere, hvor behandling ikke er løsningen, og som må leve med deres sygdom livet igennem?

Vi skylder dem en tredje indikator: funktionsevne. Funktionsevne som indikator fokuserer nemlig på, hvordan vi, med en kronisk sygdom eller alderdom, kan deltage i hverdagslivet og dermed understøtte livskvaliteten.

Hvad mener vi, når vi siger funktionsevne?

Funktionsevne er et udtryk for, hvordan vi fungerer i hverdagslivet, arbejdslivet, fritidslivet og samfundslivet. Det kan være daglige aktiviteter som at bevæge sig uden for hjemmet, deltage i sociale relationer eller fastholde meningsfulde roller i hverdagen.

Ofte er de ressourcer mindre, når man har med en kronisk sygdom eller blot er kommet op i årene. Sygdom nedsætter aktivitetsniveauet, og livskvaliteten daler. Det må og skal vi tage hånd om. For de mennesker har behov for en koordineret indsats og støtte, hvis deres liv skal være meningsfuldt.

Fra ydelse til forløb kræver et fokus på funktionsevne

Hvordan får vi så den tredje indikator – funktionsevne – ind i sundhedsligningen? Hvordan flytter vi så at sige vores fokus fra diagnose til hverdagsliv, og hvad vil det fokus kunne afhjælpe?

I ældreloven lægges der op til helhedspleje og en ny visitationsmodel, hvor vi skal gå fra at tænke i enkeltstående ydelser til sammenhængende forløb. Et sådant skifte forudsætter, at vurdering af behov tager afsæt i borgerens funktionsevne og hverdagsliv og ikke i diagnose eller i behov for ydelser. Funktionsevne bliver dermed et centralt omdrejningspunkt for at kunne planlægge, følge og justere forløb, der reelt understøtter et værdigt og meningsfuldt hverdagsliv for ældre mennesker.

Den forståelse stopper imidlertid ikke ved ældreområdet. Også i relation til sundhedsloven og sundhedsrådene ligger der et klart ansvar for, at funktionsevne bliver et fælles omdrejningspunkt på tværs af sektorer og velfærdsområder.

Det er sundhedsrådene, med både regionsrødder og byrødder, som gennem deres rolle i det samlede sundhedsvæsen og med et tværgående organisatorisk blik, hvor forskellige lovgivninger mødes, skal bidrage til, at vi i højre grad taler om og arbejder med funktionsevne og hverdagsliv, når sundhedsindsatser og forløb tilrettelægges.

Indikatoren funktionsevne kan give os vigtig og brugbar viden

På fineste vis vil et fokus på funktionsevne både understøtte hensigten fra ældreloven – fra ydelse til forløb - og målsætningen fra sundhedsreformen om sammenhængende forløb, for bland andet akutsygepleje og ikke mindst de kronikerpakker, der lanceres i den nærmeste fremtid.

Funktionsevne som tredje indikator for sundhed kan også bidrage til forløb, som bliver mere sammenhængende og relevante for den enkelte patient eller borger. Det skyldes, at indikatoren funktionsevne kommer hele vejen rundt om det enkelte menneske, hvor hverdagslivet og de omgivelser det menneske færdes i, bliver afgørende.

Og sidst, når vi med indikatoren funktionsevne kommer omkring det hele menneske, vil vi også bedre kunne se den sociale ulighed, der er i sundhed. Og det er jo først, når vi har øje for den, at vi kan gøre noget ved den.

Det kræver systematiske data

Skal vi lykkes med at bruge funktionsevne som indikator for sundhed, kræver det, at vi på tværs af sektorer, lovgivning og sygdomsområder indsamler data. Og vi taler om systematiserede, ensartede og velbeskrevne data. Det kræver først og fremmest, at vi på tværs af de forskellige sektorer, velfærdsområder og sygdomsforløb bliver enige om en registreringspraksis, og at der rent faktisk registreres. Det er her, de nyetablerede sundhedsråd igen kommer ind i billedet. De skal nemlig være med til at sikre denne registreringspraksis.

Til gengæld får vi alle en bedre viden om den enkelte patient eller borgers hverdagssituation, og kan derfor bedre understøtte det enkelte sygdomsforløb. Og ikke nok med det. Data kan også bruges som ledelsesinformation eller kvalitetsmonitorering, eksempelvis for særlige grupper eller i forskellige forskningsprojekter. Og se, så har vi jo pludselig et helt andet materiale og en helt anden viden, når vi skal prioritere i både ældreplejen som sundhedsvæsenet og måle på effekten af vores samlede indsats.

Så funktionsevne må med ind i ligningen, når vi taler sundhed. Ellers risikerer vi at fastholde en sundhedsindsats, der er velbehandlende, men utilstrækkelig i forhold til det liv, mennesker lever.