- Så kan jeg mærke, at jeg lever
En gruppe midt- og vestjyder med udviklingshæmning udgiver en bog og elleve videofortællinger om at leve sundt.
- Jeg vil anbefale andre at vinterbade. Bare tag mod til dig og spring ud i det. Så kan jeg mærke, at jeg lever, fortæller viborgenseren Ulla i bogen om sin vinterbadning. Hun offentliggør sammen med en gruppe andre midt- og vestjyder med udviklingshæmning en bog og elleve videofortællinger i dag på Gimsing Sognegård i Struer.
- Jeg dyrker faktisk lidt motion hver dag. Det gør jeg, når jeg gør rent, vasker tøj og rydder op. Når jeg arbejder, går jeg også meget, fortsætter Ulla.
Ullas fortælling er blot en af ca. 20 fortællinger, hvor borgere med udviklingshæmning giver deres råd om alt fra lægebesøg over sund fritid og til kærlighed og sex.
- Vi mødtes dagen efter på skolen, og vi gik ind på mit værelse, hvor hun gav mig et kys, og derefter var vi kærester. Jeg følte mig lykkelig, forklarer Daniel og fortæller videre om sin debut:
- Det var rigtig svært at få kondomet ud af indpakningen. Min kæreste tog kondompakken, fik kondomet ud og så hjalp hun mig derefter med at sætte det på.
Bogen og videofortællingerne: ”Indflydelse på egen sundhed” er lavet over foråret 2014 af en redaktionsgruppe bestående af udviklingshæmmede borgere fra Viborg, Morsø, Lemvig, Struer og Mariagerfjord samt pædagoger og sundhedspersonale.
- I dag er mange optaget af at skabe lighed i sundhed for alle. Men nogen gange kræver lige adgang til de højt kvalificerede sundhedsydelser, at vi starter med at spørge borgerne, hvad sundhed er for dem, og hvad de finder vigtigt at vide om sundhed, fortæller vores projektleder René Buch Nielsen.
- I vores fortællinger får borgere med udviklingshæmning selv lov til at fortælle, hvad der er mest vigtig for deres sundhed. Borgerne har selv valgt, hvad de vil fortælle om, og det har for mig været en frugtbar og inspirerende rejse i, hvad sundhed er. På alle vores fortælleres vegne, håber jeg, at deres mange erfaringer og holdninger til sundhed, vil være et oplæg for andre til diskussion, afslutter René Buch Nielsen.
”Indflydelse på egen sundhed” har fokus på at øge sundhed og trivsel for borgere med udviklingshæmning. Projektet har haft som mål, at borgerne får mulighed for at træffe beslutninger for egen sundhed og eget liv. Viborg, Morsø, Lemvig, Struer og Mariagerfjord Kommune har deltaget i projektet, som er gennemført i samarbejde med vores forsknings- og konsulenthus fra september 2011 til juni 2014.
Yderligere information:
- Release party på sundhedshæftet og videofortællingerne er fredag den 26. september 2014, kl. 10.00-12.00 på Gimsing Sognegård, Drøwten 1, Struer
- Redaktionsgruppen består af udviklingshæmmede borgere fra Viborg, Morsø, Lemvig, Struer og Mariagerfjord samt pædagoger og sundhedspersonale.
- Download foto af Ullas vinterbadning
- Se de 11 videofortællinger
- Læs mere om projektet og find publikationen: "Indflydelse på egen sundhed" her
René Buch Nielsen
Tlf. 2046 3242
Mail rennie@rm.dk