Evaluering af kompetenceudvikling i Aktiv Patientstøtte

DEFACTUM har gennemført en evaluering af sygeplejerskers og ledende sygeplejerskers kompetenceudvikling i projekt Aktiv Patientstøtte.

Aktiv Patientstøtte er et nationalt tilbud om telefonstøtte til borgere med flere kroniske sygdomme eller andre komplekse behandlings- eller plejebehov. Projektet startede i juni 2017 og afsluttes i december 2019. Målet med Aktiv Patientstøtte er, at borgerne i projektet opnår højere livskvalitet og færre akutte indlæggelser.

Kompetenceudviklingen af sygeplejersker og ledende sygeplejersker er et vigtigt element i implementeringen af Aktiv Patientstøtte og dermed for projektets målopnåelse.

Det overordnede formål med evalueringen har været at bidrage viden om betydningen af kompetenceudviklingen set i forhold til de opgaver, sygeplejersker og ledende sygeplejersker skal varetage i Aktiv Patientstøtte.

Evalueringen er gennemført i tre trin:

Trin 1: Survey til sygeplejersker. Formålet med surveyen var på et overordnet plan at undersøge sygeplejerskernes tilfredshed med Mannaz' uddannelse og afdække sygeplejerskernes overordnede vurderinger af, hvilken betydning uddannelsen har haft for arbejdet som støttesygeplejersker.

Trin 2: Interviewundersøgelse med sygeplejersker og ledende sygeplejersker. Der er gennemført personlige-, telefon- og fokusgruppeinterview med samlet set 23 sygeplejersker og 5 ledende sygeplejersker. I interviewene er der sat fokus på kompetenceudviklingens særlige vægt på coaching som tilgang, og betydningen af kompetenceudviklingens øvrige konkrete elementer for arbejdet som støttesygeplejerske.

Trin 3: Workshop med nøglepersoner. Hovedresultaterne fra de indsamlede data fra survey og interviewundersøgelsen blev i evalueringens sidste trin præsenteret og drøftet på en workshop i marts 2019 med deltagelse af de ledende sygeplejersker og medlemmer af evalueringens følgegruppe. På workshppen drøftede og fortolkede deltagerne de indsamlede data og pegede på løsningsmuligheder.

Evalueringen er gennemført i perioden september 2018 – maj 2019.

Projektstatus Afsluttet
Afslutning 2019

Projektleder

Projektmedarbejdere