Tilbud om psykiatrisk behandling varierer efter, hvor en patient bor, og afdelingen som patienten bliver behandlet på. Variationen er svær at forklare fuldt ud.

- Det tyder på, at den psykiatriske behandling, der bliver udbudt i Danmark, varierer afhængigt af, hvor den enkelte patient bor, og hvilken afdeling patienten bliver behandlet på, fortæller forsker Emely Ek Blæhr, DEFACTUM, om et netop offentliggjort studie, der er en del af hendes nu afsluttede ph.d. om uønsket variation i det danske sundhedsvæsen.

Sandsynligheden for at blive indlagt vil og skal variere, fx afhængigt af hvem patienten er, og hvilken diagnose patienten har. For at undersøge mekanismerne i variationen i den psykiatriske behandling og om den kan antages at være uønsket, har Emely Ek Blæhr og hendes kollegaer måttet tage højde for strukturen i det danske sundhedsvæsen på tværs af flere niveauer. De har undersøgt danske registerdata fra knap 65.000 individer med psykiske diagnoser og anvendt statistiske multilevel-modeller.

Resultaterne viser blandt andet, at 22,6% af variationen i psykiatriske indlæggelser er relateret til sundhedsudbydernes geografiske placering, og 7% af variationen er relateret til forskelle mellem sundhedsudbyderne. Men hvorfor disse komponenter har så stor betydning, er ifølge Emely Ek Blæhr svært at svare på:

- Selvom vi fandt en stor andel af forklaringen på hvorfor variationen blandt andet skyldes sundhedsudbyderens geografiske placering, så fandt vi – på trods af den store mængde karakteristika i vores model - ingen forklaring på, hvorfor borgeren, borgerens bopæl og den relevante sundhedsudbyder, har betydning for variationen i psykiatrisk behandling, fortæller Emely Ek Blæhr

Det er ifølge forskeren et vigtigt fund, at variationen ikke kan forklares. Det fortæller os nemlig, at en stor del af beslutningen omkring den behandling, borgeren bliver tilbudt, kan være baseret på andre ting end det enkelte individ eller klinisk evidens.

Resultaterne giver derfor grobund for ny og mere målrettet forskning i hvad den uønskede variation bunder i. Emely Ek Blæhr har dog allerede et forsigtigt bud på, hvordan beslutningstagerne kan gribe variationen i psykiatrien an, så alle borgere sikres det bedst mulige tilbud.

- Gør vi praksis og brugen af de kliniske retningslinjer mere ensartede i Danmark, så fordeler vi muligvis ressourcerne bedre. Det tyder nemlig på, at det ikke kun er fx kapacitet eller specialisering på det enkelte hospital, der påvirker tilbuddet om behandling i psykiatrien. Ny forskning bør afdække om faktorer som ledelse eller udbyderpræferencer også spiller en rolle.

Find flere resultater i artiklen her

Emely Ek Blæhr har skrevet forskningsartiklen i samarbejde med Senior Research Fellow Beatriz Gallo Cordoba, professor Niels Skipper og professor Rikke Søgaard under titlen: "Variation in Psychiatric Hospitalisations: A Multiple-Membership Multiple-Classification Analysis" udgivet i det sundhedsvidenskabelige tidsskrift MDPI.

Emely Ek Blæhr
Tlf. 7841 4370
Mail emebla@rm.dk