Flere i Fællesskaber. Baselineundersøgelse

Anne-Sofie Hargaard; Anne Bo; Mathias Lasgaard

Denne rapport er udarbejdet i forbindelse med opstart af Flere i Fælleskaber og beskriver forekomsten af ensomhed blandt unge og ældre i Silkeborg Kommune i 2020. Undersøgelsen bygger på spørgeskemabesvarelser fra lidt over 3000 borgere i Silkeborg Kommune og desuden fra cirka 3000 borgere i en sammenligningsgruppe fra Region Midtjylland som helhed. 

Undersøgelsen fandt en forekomst af ensomhed i Silkeborg Kommune på 14 % hos unge (16-30 år), 8 % hos yngre ældre (65-79 år) og 13 % hos de ældste ældre (80+ år). Omregnet til befolkningstal svarer det til cirka 2.100 unge og 1.800 ældre i efteråret 2020. 

Hos både de unge og de ældre var der en særlig høj forekomst af ensomhed blandt dem med symptomer på depression og blandt dem med et dårligt selvvurderet helbred. Rapporten peger desuden på andre sociodemografiske grupper, hvor forekomsten af ensomhed var relativt høj. 

Foruden ensomhed belyser rapporten også social isolation, mental sundhed, deltagelse i frivilligt arbejde og foreningsliv og kendskab til indsatser og hjælpemuligheder. Undersøgelsen blev gennemført i en periode, hvor samfundet var væsentligt påvirket af coronapandemien, og derfor blev der spurgt ind til ensomhed på grund af coronakrisen. Til det svarede under hver tiende, at de 'i høj grad' havde følt sig ensomme på grund af coronakrisen (unge 8 %, yngre ældre 5 %, ældste ældre 9 %).

Det er ønsket, at den fremkomne viden skal understøtte partnerskabet i det videre arbejde med at udvikle, implementere og evaluere indsatser, der har til formål at mindske ensomhed. Undersøgelsen skal endvidere senere indgå i et effektstudie.

Link til projektet bag publikationen

Download Rapport_2021_Flere_i_Faellesskaber_Baselineundersoegelse.pdf

Udgivelsesform Rapporter
År 2021
Udgiver DEFACTUM
ISBN/ISSN 978-87-93657-24-3
Længde 38 sider