Evaluering af "patientansvarlig læge" i Region Midtjylland

På basis af interview med patienter, medarbejdere og ledere fra ti pilotafdelinger evalueres implementeringen af princippet om den patientansvarlige læge i Region Midtjylland.

Analysen viser, at der er betydeligt sammenfald mellem interessenternes opfattelse af indholdet i princippet om "patientansvarlig læge", men også at der er stor variation i, hvordan det lokalt er blevet udmøntet – fx med hensyn til implementeringstiltag, teamorganisering, stuegangstilrettelæggelse m.m.

Erfaringerne viser, at denne variation i vidt omfang er velbegrundet i lyset af forskellene på pilotafdelingernes udgangspunkter, patientforløb, rammebetingelser m.m. Der kan dog alligevel gives nogle tværgående anbefalinger:

• Indledende, korte patientinterview kan tydeliggøre formålet med og behovet for et implementeringsprojekt
• Synlig og vedholdende afdelingsledelse såvel som bred dialog i medarbejdergruppen er værdifuld i forhold til at skabe det vigtige tværfaglige afsæt
• En projekt-/implementeringsgruppe bør sammensættes tværfagligt, og gruppens medlemmer bør inddrage deres respektive "faglige baglande" aktivt i processen
• Det kan være nyttigt at erfare sig frem via afgrænsede prøvehandlinger i lille skala
• Vedholdende opfølgning på patientansvaret i forhold til hver enkelt patient på fx morgenkonferencer kan være fremmende for processen.

Det er lokalt lykkedes at opnå gode resultater med en model, hvor den patientansvarlige læge som udgangspunkt går stuegang hos egne patienter, indtil disse udskrives, og hvor der er afsat tid i lægens dagsprogram til denne opgave. Det kan fx ske på den måde, at patientansvaret ligger hos en speciallæge, som uddelegerer patientkontakt og behandlingsansvar til og superviserer en gennemgående yngre læge. Patientansvarets eksterne snitflader har derimod spillet en beskeden rolle i pilotprojekterne. Der er således ikke gjort væsentlige erfaringer med det tværgående patientansvar i forhold til behandlingsforløb, der involverer flere forskellige hospitalsafdelinger.

Interview med patienter, medarbejdere og ledere tegner et billede af, at den foreløbige målopfyldelse i forbindelse med afprøvningen af patientansvarlig læge er ganske tilfredsstillende – men med et rum for forbedring. Det har i den forbindelse vist sig, at der var betydelig forskel på, hvor tæt afdelingerne var på at arbejde efter intentionerne med patientansvarlig læge ved projektstart.

Projektstatus Afsluttet
Afslutning 2017

Projektleder

Projektmedarbejdere