Aktiv Patientstøtte – Forskningsresultater

Camilla Palmhøj Nielsen; Mia Fredens; Kirstine Skov Benthien; Nina Konstantin Nissen; Maja Kjær Rasmussen; Susanne Winther; Mette Skovsbøl Sørensen; Berit Kjærside Nielsen; Mette Grønkjær; Kristian Kidholm; Knud Rasmussen; Ulla Toft.

Indledning

I denne rapport præsenteres en række analyser fra den forskning, som er igangsat med henblik på at undersøge effekter og virkninger af Aktiv Patientstøtte. Forskningen er igangsat parallelt med, at Aktiv Patientstøtte blev etableret som indsats i sundhedsvæsenet, og forskningen kan således bidrage til at belyse både effekter af indsatsen og implementeringsprocessen. Forskningen har til formål at bidrage til beslutningstagning vedr. eventuel videreførelse af Aktiv Patientstøtte som en indsats i det danske sundhedsvæsen, og resultaterne kan endvidere give input til udvikling af andre indsatser rettet mod forebyggelse af indlæggelser blandt borgere med kronisk sygdom.

Rapporten indledes med en kort beskrivelse af indsatsen Aktiv Patientstøtte samt organiseringen af denne. Dernæst præsenteres hovedresultaterne af de enkelte forskningsdele:

  • Virkningen af den anvendte prædiktionsmodel
  • Kliniske effekter af Aktiv Patientstøtte
  • Sundhedsøkonomiske konsekvenser af Aktiv Patientstøtte
  • Borgernes oplevelser af at deltage i Aktiv Patientstøtte
  • Organiseringen og implementeringen af Aktiv Patientstøtte.

Forskningen er gennemført som et tværvidenskabeligt forskningsprogram. Denne tværvidenskabelige organisering gør det muligt at sammenholde de enkelte dele af forskningsprojektet med henblik på at opnå ny – mere tværgående – viden om indsatsen og dens virkninger.

I denne rapport præsenterer vi forskningsresultater, som kan bidrage til drøftelser af og beslutningstagning vedr. Aktiv Patientstøtte. Præsentationen af resultaterne i rapporten er målrettet beslutningstagere, og der henvises til de videnskabelige artikler (publicerede og under udarbejdelse) for mere uddybende dokumentation. De præsenterede analyser er ikke udtømmende for den forskning, som gennemføres, da der fortsat gennemføres analyser af data og skrives videnskabelige artikler. Da ikke alle artiklerne er publiceret forud for rapportens udgivelse, har det ikke været muligt at vedlægge al dokumentation for analyserne i bilag til rapporten. Forskningsledelsen står til rådighed, såfremt yderligere dokumentation efterspørges.

Link til projektet bag publikationen

Download APS_FINAL_2022_05.pdf

Udgivelsesform Rapporter
År 2022
Udgiver DEFACTUM
ISBN/ISSN 978-87-93657-34-2
Længde 46 sider