Håb og handlekraft

Der er håb!

Stor bevilling fra VELUX Fonden til projekt om håb og handlekraft blandt personer med alvorlig sygdom. Sammen med REHPA, Sano, Neurocenter og Aarhus Kommune, har DEFACTUM modtaget en bevilling fra VELUX Fonden på knap 5 millioner kroner til projektet ’Håb og handlekraft i voksenlivet med alvorlig sygdom’.

Håb er et lille ord på tre bogstaver, men med en iboende kraft – håb kan være med til at holde fast i livskraften. Men alvorlig sygdom kan udfordre håbet. Så hvad kan være med til at understøtte håbet? Hvordan arbejder man med håb, spørger Merete Tonnesen, antropolog og forsker, ph.d., DEFACTUM.

I projektet har vi fokus på håb og handlekraft blandt patienter 50+ og pårørende, der lever med kræft, erhvervet hjerneskade eller Parkinsons sygdom og konfronteres med radikale ændringer i hverdagslivet og risikoen for en forkortet livshorisont. Vi ønsker at dække et videnshul om håbets kraft i livsforandrende overgange og hvordan håb kan understøttes, siger Merete Tonnesen.

I projektet udvikles håbsmateriale, som skabes med og til brug for patienter, pårørende og professionelle.

Rehabiliteringslitteraturen har været fattig, hvad angår håb. Men en revideret Hvidbog i rehabilitering anbefaler, at indsatser skal være baseret på håb. Det er derfor væsentligt, at vi forsker i håb, og hvordan man kan arbejde med håb.

En styrke i projektet er det meget tætte samarbejde vi har mellem forskning og praksis, samt en stærk international følgegruppe bestående af forskere fra forskellige felter. Forskningsresultater har således potentiale til at kunne omsættes til hverdagen og samtidig nå ud i verden.

Vores viden vil bidrage ind i en vigtig samfundsdebat om, at det at leve den anden halvdel af livet med alvorlig sygdom ikke kun handler om svækkelse, men også om håb og handlekraft, afslutter hun.

Projektet går i gang i september 2024 og løber over de næste tre år.

Projektstatus Aktiv
Afslutning 2027
Samarbejdspartnere REPHA Sano Aarhus Kommune Neurocenter
Finansiering Velux Fonden

Projektleder