Organisational design of emergency care: Policy Evaluation

Akutfunktionen gennemgår i disse år en større omstrukturering i et forsøg på at forbedre kvaliteten, herunder at opfylde "triple aim"-parametrene: Forbedret folkesundhed, forbedret patientoplevet kvalitet og omkostningsstabilitet.

Oprettelsen af Fælles Akutmodtagelse kan forventes at have en stor indvirkning på hele sundhedssektorfunktionen, og evaluering af en sådan omstrukturering er derfor yderst vigtig.

På nuværende tidspunkt er omstruktureringen ikke fuldendt, og der er taget forskellige organisationsdesigns i brug. Dette er et fordelagtigt forskningsgrundlag, da betydningen af forskellige centraliseringsniveauer, organiseringsformer og kontekster kan undersøges.

Det overordnede projektformål er således at forske i relationen mellem organisationsdesigns og triple aim-målopfyldelse. Ydermere er formålet at identificere succesindikatorer samt at bidrage med forslag til forbedringer af den nuværende implementeringsplan for Fælles Akutmodtagelse.

Ph.d.-projektet består af tre studier, hvoraf det første har til formål at identificere de forskellige organisationsformer på alle landets akutmodtagelser. Studiet er udformet som en spørgeskemaundersøgelse.

Studie to har til formål at analysere effekten af omstruktureringen opgjort på triple aim-dimensionerne. Studiet er baseret på registerdata.

Det tredje studie har til formål at undersøge, i hvor stor grad personalet kan bidrage til en forståelse af sammenhængen mellem effekt og organisationsdesign. De sundhedsprofessionelles erfaringer med de forskellige organisationsdesigns gør dem til eksperter i feltet. Denne viden er ikke tilgængelig i de forskellige registre, hvorfor den kan være afgørende i forståelsen af de forskellige sammenhænge. Studiet er udformet som en interviewundersøgelse.

Projektstatus Aktiv
Afslutning 2020

Projektleder