Rutineret projektleder med indgående kendskab til sundhedsvæsenet
Har du lyst til at være med til at udvikle sundhedsvæsenet? Brænder du for data, og hvad data kan bruges til i praksis i sundhedsvæsenet? Og befinder du dig godt i et tæt samarbejde med dedikerede praktikere, konsulenter og forskere?
Så er du den nye kollega, vi søger i DEFACTUM i Region Midtjylland til en fast fuldtidsstilling. Du vil få gode arbejdsvilkår, spændende arbejdsopgaver og engagerede kolleger.
Stillingen er forankret i Data og Analyse, som er én af tre afdelinger i forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM. I afdelingen er vi ca. 18 engagerede konsulenter, der arbejder med projektopgaver på sundhedsområdet i regioner og kommuner. Vi løser opgaver inden for feltet af kvantitative undersøgelser, surveys, analyser, evalueringer, forløbs- og kvalitetsmonitorering, indikatorudvikling samt data-og systemunderstøttelse af såvel forskningsprojekter som klinikken. Fælles for opgaverne er, at de er inden for sundhedsområdet, og at de har et kvantitativt fokus. En del af afdelingens opgaver får vi via udbud eller fondsansøgninger.