Sundhedsprofessionelle og patienter oplever diskrepans mellem kriterier for målsætning og det komplekse hverdagsliv, fortæller forsker bag nyt studie.

- Både de sundhedsprofessionelle og den enkelte patient har et ambivalent forhold til mål i deres rehabiliteringsforløb. Begge parter oplever en diskrepans mellem kriterier for målsætning og patienternes komplekse hverdagsliv, fortæller seniorforsker Lisbeth Ørtenblad, fra forsknings og konsulenthuset DEFACTUM, som står bag et nyt forskningsstudie om målsætning for patienter i rehabilitering efter en rygmarvskader.

Hvert år får omkring 130-160 personer en rygmarvsskade. Cirka 40 procent får en traumatisk skade, der kan medføre betydelige funktionsnedsættelse med store konsekvenser for deres hverdagsliv. Et rehabiliteringsforløb er for mange et godt afsæt til tilbagevenden til en hverdag under nye vilkår og derigennem bedre livskvalitet i hverdagen. Men både de sundhedsprofessionelle og patienterne er udfordret af målsætning, som i dag anses for en grundlæggende del af et rehabiliteringsforløb.

De sundhedsprofessionelle er udfordret af de internationalt anerkendte krav om at mål bør være: specifikke, målbare, anerkendte, realistiske og tidsafgrænsede, også kaldet SMART mål.

- Udfordringen ligger i, at det er svært at forene kriterierne med de meget komplekse behov patienter med rygmarvsskader oplever, og det derfor er vanskeligt at efterleve SMART mål i praksis, siger Lisbeth Ørtenblad, som er én af forfatterne bag to nye forskningsartikler om målsætning i rehabilitering for patienter med rygmarvskader.

- Målsætning er en hjørnesten, når man tilrettelægger og gennemføre rehabiliteringsforløb, da det giver en fælles retning, mulighed for at evaluere indsatsen og kan styrke motivationen og tilfredsheden for både de sundhedsprofessionelle og for patienten, fortæller Lisbeth Ørtenblad, men påpeger samtidig, at målsætning ikke nødvendigvis er patienternes behov.

- Vi kan se af forskningen, at patienterne på den ene side ikke afviser arbejdet med målsætning, men accepterer det som et vilkår for rehabilitering, og på den anden side synes de målsætning er uvæsentlig.

Patienterne har derfor, ifølge Lisbeth Ørtenblad, svært ved at udarbejde specifikke mål. Det er vanskeligt for dem at omsætte deres komplekse behov i et hverdagsliv præget af betydelige funktionsnedsættelse til mål som er konkrete, specifikke og realistiske.

- Mål skaber også forventninger. For høje mål kan skuffe patienten og for lave mål kan være demotiverende, fortsætter hun.

Det betyder også, at de sundhedsprofessionelle skal være opmærksomme på patienternes behov og ønsker for deres hverdagsliv som udgangspunkt for rehabiliteringsforløbet.

- Måske skal man ikke altid sætte mål med det samme, men gøre det længere henne i forløbet, da det er vigtigt at de sundhedsprofessionelle får et godt kendskab til patientens hverdagsliv og livssituation, siger Lisbeth Ørtenblad.

For forbedring af patientcenteret rehabilitering, bør en fleksibel og praksisnær tilgang skabe en balance for patienter med komplekse behov.

- SMART mål ikke altid den rigtige måde at udarbejde rehabiliteringsmål på. Sundhedspersonale skal støtte patienter i at sætte mål, der er praksis meningsfulde, tilføjer Lisbeth Ørtenblad.

Fakta om de to artikler:

Lisbeth Ørtenblad
Tlf.: 6130 4655
Mail: lisoert@rm.dk