En app giver patienterne et godt overblik over deres behandlingsforløb og er endda gavnlig ved akut sygdom som blindtarmsbetændelse, viser ny evaluering.

Patienterne er glade for videoinstruktioner og mulighed for kontakt til hospitalet i appen – særligt efter de kommer hjem fra hospitalet. Det er blandt hovedresultaterne i evalueringen af den digitale forløbsguide-app i Region Midtjylland på Aarhus Universitetshospital (AUH).

Benno Nagbøl er en af de patienter, der fik adgang til appen, da han blev indlagt med blindtarmsbetændelse:

- Jeg synes, at forløbsguiden gav et godt billede af forløbet både før og efter operationen. I mit tilfælde gik der cirka 24 timer før operation, så da jeg først havde fået smertestillende, havde jeg god tid til at kigge i guiden. Det gav tryghed før, og ikke mindst efter jeg var kommet hjem igen og skulle holde øje med operationssåret selv. Jeg synes, det er smart at kunne kommunikere med hospitalet gennem beskedfunktionen. Selv om der ikke kommer svar med det samme, var det nemmere end at skulle gå gennem egen læge i forløbet efter operationen.

I appen kan patienterne både få information om deres forløb i tekst og på video, og de kan få gentaget informationen, når de har brug for det. Samtidig giver appen mulighed for, at patienterne kan stille spørgsmål til personalet på hospitalet, hvis der opstår tvivl i dagene efter operationen:

- Patienterne fortæller, at de finder appen intuitiv og let at bruge, og flere patienter giver udtryk for, at appen giver dem en livline til hospitalet efter hjemkomsten. Evalueringen viser dog, at det kan være en udfordring at få givet appen til alle patienter inden operationen, fordi nogle patienter har for ondt eller ikke kan nå at få appen inden operationen, fortæller projektleder for evalueringen Lise Marie Witt Udsen, DEFACTUM.

Afdelingssygeplejerske på AUH, Pia Brandt, er glad for patienternes positive evaluering og påpeger, at personalet også ser fordele ved forløbsguiden:

- Medarbejderne oplever, at patienterne er forberedte på, hvad der sker i forløbet. Det gør patienterne mere rolige og bedre til at mestre situationen. Personalet sørger for at følge op på, om patienterne har forstået informationen i forløbsguiden, mens de er på hospitalet, og efterfølgende kan patienterne også kontakte personalet ved tvivl via beskedfunktionen.

Den digitale forløbsguide er til gavn for mange
Alle hospitaler i regionen er i forskelligt omfang i gang med at bruge forløbsguiden, og der kommer hele tiden flere afdelinger til, som gerne vil i gang - både i somatikken og psykiatrien.  

Også formand for den regionale styregruppe for forløbsguiden og lægefaglig direktør på AUH, Jørgen Schøler Kristensen, ser store perspektiver i løsningen:

- Jeg har flere gange erfaret, at IT-løsninger, som udspringer af en konkret udfordring i patienternes og afdelingernes hverdag, bliver de bedste. Og det kan være en udfordring at holde kontakten mellem patienter og hospital før og efter et sygdomsforløb. Med den digitale forløbsguide til at understøtte denne kontakt, har vi taget udgangspunkt i et behov, som er stort hos både patienterne og hospitalets ansatte. Det tror jeg, er nøglen til succesen, konkluderer Jørgen Schøler.

Evalueringen af den digitale forløbsguide til patienter med blindtarmsbetændelse kan ses her.

Som patient kan man få information om sit sygdomsforløb gennem patientvejledninger på hospitalets hjemmeside eller i printet form - også hvis der findes en digital forløbsguide til det specifikke forløb. Det er patientens eget valg, om man ønsker at anvende den digitale forløbsguide. Se et eksempel på en patientvejledning for blindtarmsbetændelse på.

Fakta om blindtarmspatienters forløb på Aarhus Universitetshospital

  • Ved mistanke om blindtarmsbetændelse bliver patienten indlagt på hospitalet
  • Efter diagnosticering af blindtarmsbetændelse afventer patienten operation på hospitalet
  • Ventetiden kan vare fra 20 minutter og op til cirka et døgn
  • Efter operationen kommer patienten til opvågning og herefter hjem
  • Derhjemme skal patienten selv holde øje med sit sår, bestille tid til at få stingene taget ud ved egen læge og gennem flere dage give sig selv indsprøjtninger med blodfortyndende medicin.

Fakta om den digitale forløbsguide

  • Den digitale forløbsguide består af en app til patienter og en adgang til medarbejdere via en browser
  • Appen indeholder blandt andet videoinstruktioner og mulighed for kontakt med hospitalet gennem en beskedfunktion
  • Appen er udviklet af Emento i samarbejde med AUH i Region Midtjylland
  • Patienterne får relevant viden om deres forløb og kan genopfriske hospitalsforløbet med appen.

Fakta om appen til patienter med blindtarmsbetændelse

  • Indeholder information om, hvad der sker før, under og efter operationen for blindtarmsbetændelse, herunder hvad patienten skal gøre efter han eller hun kommer hjem fra hospitalet
  • Hvis det er muligt, tilbydes patienten appen i ventetiden på operationen
  • Før appen kunne patienterne i 24 timer efter operationen ringe til afdelingen på hospitalet, og derefter skulle patienterne henvende sig til egen læge
  • Med appen har patienterne nu adgang til at skrive til hospitalet via beskedfunktionen i appen i fem dage efter operationen
  • Der er også et telefonnummer i appen, så patienterne stadig også kan ringe til hospitalet

Lise Marie Witt Udsen
Tlf.: 2499 7787
Mail: lisuds@rm.dk