- Mange borgere med kroniske sygdomme er ekstra udsatte for livstruende sygdomsforløb, hvis de bliver ramt af coronavirus. Derfor spørger vi netop denne gruppe om deres bekymringer, tanker og overvejelser. Vi vil undersøge, om der er særlige forhold, der kendetegner borgere, som har oplevet at være ekstra udfordret, fortæller forskningsansvarlig på undersøgelsen Berit Kjærside Nielsen, DEFACTUM og fortsætter:

- Svarene giver os vigtig viden om, hvordan vi støtter borgere med kronisk sygdom bedst muligt, når det danske samfund genåbnes.  Er borgerne motiverede til og trygge ved at fortsætte eller påbegynde et sundhedstilbud i kommunen?

Spørgeskemaerne skal, ifølge Berit Kjærside Nielsen, give en indsigt, der afbøder de potentielle kort og langsigtede negative effekter, som coronakrisen medfører for såkaldte risikogrupper. Samtidig ønsker forskergruppen at give kommunerne ny viden, om, hvilken betydning coronakrisen har haft for de borgere, de møder i kommunernes sundhedstilbud.

I undersøgelsen deltager borgere, der har været i kontakt med et sundhedstilbud i en af de kommuner, der indgår i MoEva partnerskabet.

Læs mere om forskningen i sundhed og trivsel under coronakrisen