Ældre får bedre kostvaner, mere motion og fastholder lettere nye sunde vaner, når de lærer af andre ældre, viser en evaluering af pilotprojektet Lev Livet.

I 2017 satte DEFACTUM sig for at afprøve, om de danske seniorer ville leve livet lidt sundere og med mere kvalitet. Med støtte fra TrygFonden og i samarbejde med Aarhus, Favrskov og Odder kommune m.fl. startede de pilotprojektet "Lev Livet".

Lev Livet er inspireret af det svenske projekt Passion for Livet, der har spredt sig til andre nordiske lande, og det var første gang konceptet skulle afprøves i Danmark.

Et projekt, hvor seniorer mødes i mindre grupper for at arbejde med at fremme deres egen sundhed og livskvalitet ved at påvirke deres vaner og mønstre i hverdagen. Formålet med projektet er derfor at bygge bro mellem det, den enkelte ved er gode vaner, og den måde vedkommende rent faktisk lever på.

- Omdrejningspunktet er de ældre selv, som ved at tage udgangspunkt i egne erfaringer skal opnå målet om at ændre vaner og mønstre. Derfor er det også seniorerne selv, der arrangerer forløbet, hvor én eller to af dem bliver vært for gruppen, efter vi har undervist dem heri, siger projektleder Rene Buch Nielsen.

Under forløbet mødes seniorerne seks gange og gennemgår emnerne sikkerhed og tryghed i hjemmet, mad og drikke samt fysisk aktivitet og socialt netværk.

Højt udbytte trods frafald
I juni 2019 blev pilotprojektet afsluttet, og Rene Buch Nielsen fik efterfølgende til opgave at evaluere om de ældre nu også levede livet, sådan som det var ønsket.

I alt gennemførte ca. 70 østjyder forløbet, hvoraf størstedelen var kvinder. En mindre del af disse østjyder har både før og efter forløbet gennemført spørgeskemaundersøgelserne, som danner grundlag for de følgende resultater.

- Til trods for en lav deltagelse i evalueringen, kan vi se en signifikant forbedring blandt deltagerne på deres fysiske helbred, fysiske funktion og energi. Vi kan samtidig se, at seniorerne overordnet havde et højt udbytte af at deltage i Lev Livet, og at langt størstedelen vil anbefale det til andre, fortæller Rene Buch og fortsætter:

- Samtidig indikerer resultaterne, at flere af seniorerne vurderer, at de har forbedret deres vaner inden for temaerne fysisk aktivitet, mad og drikke, sikkerhed i hjemmet og socialt netværk, selvom det dog er i varierende grad.

Trods de positive resultater og indikationer, anbefaler Rene Buch Nielsen, at der laves flere Lev Livet forløb   for at undersøge resultaternes gyldighed. 

Flere oplysninger

Alle materialer for at begynde et Lev Livet-forløb er tilgængelige på DEFACTUMs hjemmeside, hvor du også kan finde yderligere information.

René Buch Nielsen

René Buch Nielsen
Tlf. 2046 3242
Mail rennie@rm.dk