Patienter med lænderygsmerter får en større stemme i konsultationen med nyt spørgeskema.

- Vi ønskede at få patienternes perspektiv på indholdet i det nye spørgeskema og på, hvordan spørgeskemaet kunne biddrage til en patientcenteret konsultation, hvor patientens besvarelse bliver anvendt aktivt i mødet mellem patienten og den sundhedsprofessionelle, fortæller fysioterapeut og ph.d.-studerende fra DEFACTUM, Charlotte Ibsen.

Hun har i et nyligt publiceret studie undersøgt, hvilke forventninger og ønsker patienter med lænderygsmerter har til de spørgeskemaer, de skal besvare, når de kommer til udredning på Rygcenter Syddanmark.

I alt er syv patienter med lænderygsmerter blevet interviewet. Undersøgelsen viser, at patienterne generelt var glade for udkastet til det nye spørgeskema, fordi det var rettet mod aktiviteter i dagligdagen. Patienterne fortalte også, at tre faktorer især var vigtige for at opnå en patientcenteret konsultation.

- Spørgeskemaet skal være så enkelt som muligt, der skal være mulighed for at tilføje kommentarer og så skal patientens svar bruges aktivt af den sundhedsprofessionelle under konsultationen, siger Charlotte Ibsen.

Find artiklen her: “Keep it simple”: Perspectives of patients with low back pain on how to qualify a patient-centred consultation using patient-reported outcomes 

 


Charlotte Ibsen
Tlf.: 2966 2275
Mail: chaibs@rm.dk