Udsatte og praktiserende læger.jpgFoto: Colourbox

De mest sårbare patienter med multisygdom har ofte komplekse behov, og det imødekommer de praktiserende læger med deres langvarige og personlige kendskab. Men med mere fleksible rammer kan lægerne tilrettelægge en mere hensigtsmæssig behandling, viser en ny forskningsartikel fra DEFACTUM i Region Midtjylland.

Mellem 30 og 50 % af patienterne hos de praktiserende læger har flere kroniske sygdomme, også kaldet multisygdom, hvilket ofte belaster for eksempelvis tidsforbruget i en lægepraksis. Det er dog særligt de dårligt fungerende og skrøbelige patienter blandt de multisyge, som er mest ressourcekrævende, viser et nyt studie fra forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM.

- Praktiserende læger giver udtryk for, at det ikke udelukkende er antallet eller alvorligheden af sygdommene, der har betydning for hvordan patienterne har det. Funktionsevne og egen-omsorgs kompetencer, altså de muligheder og ressourcer patienten har, er endnu vigtigere, fortæller seniorforsker Lisbeth Ørtenblad, der har stået i spidsen for undersøgelsen.

Hun har fulgt praktiserende læger i tre forskellige praksisser. På basis af observation og interviews ser hun nogle generelle karakteristika hos de praktiserende læger, som understøtter håndtering af multisyge patienter

- De praktiserende læger har et solidt kendskab til såvel patienterne som til deres sygdomshistorie. Det, sammen med en grundliggende holistiske og personcentrerede tilgang, gør dem særdeles velegnede til at imødekomme de komplekse og varierede behov, som patienterne med multisygdom har. Det gælder i særlig grad de mest sårbare blandt patienter med flere sygdomme.

Lisbeth Ørtenblad påpeger samtidigt, at selv om de praktiserende læger finder arbejdet med multisyge patienter mere ressourcekrævende, så tillægger de ofte også dette arbejde en særlig værdi.

- De praktiserende læger finder deres arbejde med de multisyge og sårbare patienter professionelt interessant og personligt givende. I det hele taget opfatter de deres rolle som en støtte til patienterne i at kunne "bære" deres sygdomme.

Ifølge seniorforskeren efterspørger de praktiserende læger dog mere fleksible rammer for tilrettelæggelse af indsatsen.

- Der er et ensartet tilbud og fordeling af ressourcer til de multisyge patienter. Men det er primært de dårligst fungerende, som er ressourcekrævende og har behov for mest hjælp og opmærksomhed. Derfor efterspørger de praktiserende læger mulighed for mere fleksible rammer, der giver dem bedre vilkår til at målrette indsatsen til den enkelte multisyge patients behov.

Ifølge Lisbeth Ørtenblad giver de praktiserende læger samtidig udtryk for, at et velfungerende samarbejde med hospitalsspecialister er afgørende for hensigtsmæssig planlægning og gennemførelse af behandlingsforløb. Hvordan det ifølge de praktiserende læger tilrettelægges bedst muligt er fokus for et nyt forskningsstudie, som er under udarbejdelse i DEFACTUM.

Mere information om undersøgelsen