"Vi lander på taget af Rigshospitalet. Det går lynende hurtigt. Næsten uden jeg har opfattet det, er jeg ude af helikopteren og på vej ind, og ligger lynhurtigt på en operationsstue, hvor de er i gang med mig. Jeg fik af vide undervejs hvordan jeg ville blive modtaget i Odense og hvad der ville foregå derovre. Det foregik fuldstændig, som de fortalte mig. Så jeg var på intet tidspunkt nervøs."

Sådan beretter én af de 30 interviewpersoner om sin oplevelse i akutlægehelikopteren. Og det er ikke blot sigende for de øvrige 30 fortællinger. Faktisk har alle 642 patienter, der har besvaret deres spørgeskemaer, udtrykt høj tilfredshed med personalet i akutlægehelikopteren, viser en ny landsdækkende undersøgelse fra forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM i Region Midtjylland.

- Mange patienter beretter, at helikopterpersonalet reddede deres liv, mens det for andre er en stor oplevelse at flyve i helikopter. Derfor er det måske også svært at stille sig kritisk, fortæller projektleder for tilfredshedsundersøgelsen Sara Flensborg, DEFACTUM, og understreger:

- Der er ikke én eneste patient som svarer 'Dårligt' eller 'Meget dårligt' til det samlede indtryk af deres kontakt med helikoptertjenesten. Det skal Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning have velfortjent ros for.

Resultaterne fra den nye undersøgelse flugter generelt med den seneste undersøgelse fra 2015, hvor ordningen kun havde været i drift et års tid.

- Det er tydeligt, at personalet på helikopteren har fokus på patientens oplevelse og ikke kun på patientens fysiske tilstand. Det samme ser vi i de kvalitative interviews, hvor personalet roses til skyerne og patienterne giver udtryk for en stor taknemmelighed og respekt for deres indsats, fortæller Sara Flensborg, DEFACTUM.

Om hjælpen med helikopter:

  • Patienttilfredshedsundersøgelsen omfatter 642 patienter, hvoraf 510 svarende til 79 % har svaret. Patienter, der ikke var ved bevidsthed, og patienter under 18 år har ikke deltaget i undersøgelsen.
  • I 2018 har de tre akutlægehelikoptere fløjet i alt 3989 missioner.
  • De grupper, som blev fløjet til behandling var især patienter med hjerte-/karsygdom (44%), neurologisk sygdom (20%) og tilskadekomne med traumer (18%).
  • Mange af flyvningerne går til kritisk syge og tilskadekomne i landets yderområder, blandt andet til kommunerne i det vestlige Jylland, øerne og de syd- og vestlige kommuner på Sjælland.
  • Akutlægehelikopterne drives af regionerne og alle helikoptere kan operere på tværs af landet.
  • De tre helikoptere, som var aktive i 2018, har baser i Skive, Ringsted og Billund.
  • Med Finanslovsaftalen for 2018 blev det besluttet at udvide ordningen med en fjerde helikopter fra januar 2019, som har base i Aalborg Lufthavn, indtil en base ved Saltum i Jammerbugt Kommune er klar i 2020.

Kilde: Hjemmeside for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning

Rapporten om patienternes oplevelse af akutlægehelikopteren