Uge 10_ Fokus på den enkelte (Opslag 4) (1).png

Foto: Benjamin Manley

Der er en behagelig tone, en god relation og en generel tilfredshed med personalet i psykiatrien. Men når det kommer til udbytte af behandlingen, er de indlagte børn og unge og deres forældre mindre tilfredse. Det viser patienter og pårørendes svar i den årlige landsdækkende undersøgelse af patient- og pårørendeoplevelse, LUP Psykiatri.

Patienter er overvejende positive overfor deres behandling i psykiatrien. Det viser den årlig landsdækkende spørgeskemaundersøgelse af patient- og pårørendes oplevelser i psykiatrien, LUP Psykiatri. Især spørgsmål om tryghed, relation til personalet og omgangstone giver gode resultater, og tilfredsheden med personalet er høj på tværs af de forskellige målgrupper, der undersøges.

Bredt spænd i udbytte af behandlingen

Men særligt når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt patienterne har fået det bedre af behandlingen, er der store forskelle mellem ambulante og indlagte patienter.

- Mest positive er de voksne ambulante patienter, der i høj grad mener, de får det bedre, mens indlagte børn og unge og deres forældre ikke ser helt så positivt på behandlingen, fortæller projektleder på undersøgelsen Simone Witzel, DEFACTUM og tilføjer:

- Mere end en femtedel af de indlagte børn og unge mener slet ikke, behandlingen har hjulpet, og kun 34 % af forældrene vurderer, at deres barn har fået det bedre af behandlingen.

Svarene kan anvendes som pejlemærke for, hvad der skal forbedres indenfor psykiatrien og derfor mener Simone Witzel, at der bør være særligt fokus på indlagte børn og unge.

De voksne patienter er mest tilfredse

Med 83 % tilfredshed er de voksne ambulante patienter de mest positive overfor deres kontakt med psykiatrien. Tilfredsheden for ambulante børn og unge og deres forældre er en smule lavere – henholdsvis 78 % og 77 %. Med de 77 % er forældrene i år mindre tilfredse, end de var i 2017.

Det største forbedringspunkt er dog i forhold til de indlagte børn og unge. Målgruppen er nemlig igen i år overordnet de mindst tilfredse med deres oplevelser og behandling i psykiatrien.

- Undersøgelsens svar er en vigtig kilde til viden, når man skal sætte retningen for det fremtidige arbejde med at udvikle kvaliteten af indsatserne i psykiatrien, så behandlingen kan foregå på patientens præmisser, fastslår Simone Witzel, DEFACTUM.

Yderligere information:

LUP Psykiatri omfatter:

  • Voksne indlagte og ambulante patienter og pårørende
  • Børn, unge og deres forældre
  • Patienter indlagt på specialiserede retspsykiatriske afsnit i hospitalspsykiatrien

LUP Psykiatri baserer sig på svar fra 13.136 patienter og pårørende.

Faglige spørgsmål til undersøgelsen: Simone Witzel, Projektleder, DEFACTUM, Region Midtjylland, tlf. 40 42 71 44, simwit@rm.dk

Find de øvrige LUP-undersøgelser her: