Formål

Stort sundhedsprojekt med 1500 psykiatribrugere barsler nu med inspirationskatalog over erfaringer og metoder, der kan fremme sundhed og trivsel for mennesker med psykisk sygdom. En viden kommunerne kan bruge for at sikre indsatser, der giver borgere med psykiske lidelser længere og sundere liv på linje med andre borgere.

Regionernes sundhedsprofiler viser, at mennesker med psykiske sygdomme er mindst lige så motiverede for at spise sundere, bevæge sig mere og holde op med at ryge som den øvrige befolkning. Men de har sværere ved at gennemføre livsstilsændringer og efterspørger derfor ekstra støtte.  

Meget tyder på, at den nuværende organisering af tilbud til psykisk syge ikke imødekommer deres behov for målrettet støtte. Derfor har 20 socialpsykiatriske tilbud og fire regionale bosteder i midtjylland udviklet et inspirationskatalog over metoder, der kan gøre det lettere for psykisk sårbare at vælge sundheden i hverdagen. Det er sket på baggrund af erfaringer fra projektet ”Sundere liv i socialpsykiatrien”, som har været ledet af CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland.

Psykiatribrugere ønsker medindflydelse

I projektet har psykiatribrugerne har været med til at udvikle sundhedsindsatserne, og deres råd og erfaringer indgår naturligvis i det nye katalog, fortæller projektleder Lise Arnth Nielsen og siger:

- Psykiatribrugerne understreger, at ledelsen bør sikre at de har  medindflydelse på udvikling af nye sundhedsinitiativer, fx gennem brugerråd og at der bør sættes resurser af til, at personalet kan deltage i sunde aktiviteter sammen med borgerne. De fremhæver desuden, at gruppetilbud med fokus på sundhed er vigtige, fordi det er fællesskabet og fx det at have en træningsmakker til at trække én op af sofaen, der flytter noget.

Hjælp til bæredygtig sundhed

Inspirationskataloget rummer både eksempler på, hvordan sundhedsindsatsen kan blive bæredygtig og konkrete redskaber til medarbejdere, ledere og politikere, som vil skabe mere sundhedsfremmende rammer og målrettet livsstilsvejledning i psykiatrien.

- De involverede kommuner og botilbud har alle tilkendegivet, at de fortsætter indsatsen, selvom projektet formelt er afsluttet. Og vi konstaterer med glæde, at otte nye kommuner allerede har fået midler af Sundhedsstyrelsens satspulje til flere initiativer, der skal fremme sundheden blandt mennesker med psykisk sygdom. Vi håber de kan bruge Inspirationskataloget til at komme godt i gang, siger Lise Arnth Nielsen.

Projektet er gennemført i et samarbejde mellem CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling og Social og Psykiatri i Region Midtjylland samt Herning, Holstebro, Randers og Syddjurs kommuner. Regeringens sats-pulje har støttet med 4,5 mio. kr. 

Hent inspirationskatalog

Læs om borgere, medarbejdere og lederes erfaringer i Inspirationskataloget: ”Sundere rammer og valg i socialpsykiatrien”.

Sundhed og motivation hos psykisk syge

32 procent ryger mod 18 procent i den øvrige befolkning.
28 procent er fysisk inaktive mod 18 procent i den øvrige befolkning. 24 procent er svært overvægtige mod 16 procent i den øvrige befolkning.

Motivationen for at ændre sundhedsvaner er nogenlunde lige høj for alle, fx ønsker 17 procent af dagligrygere med en psykisk sygdom at holde op med at ryge mod 15 procent i hele befolkningen. 75 procent ønsker at være mere fysisk aktiv mod 66 procent i hele befolkningen.

32 procent af borgerne med en psykisk sygdom har 2 – 3 andre sygdomme, mens 19 procent har mere end 4 andre sygdomme. Kun 22 procent har ikke andre sygdomme.
Kilde: Region Midtjyllands sundhedsprofil 2013


Lise Arnth Nielsen
Tlf.: 2172 1201
Mail: lisnie@rm.dk