Årligt bliver omkring 60.000 kvinder mellem 50 og 69 år i Region Midtjylland screenet for brystkræft. Det betyder, at ca. otte ud af 10 kvinder tager imod det tilbud, som de hvert andet år får fra regionen. Tilfredsheden med programmet ligger på samme høje niveau som ved tilfredshedsundersøgelsen i 2010, hvor screeningsprogrammet også fik topkarakter af de midtjyske kvinder, viser en undersøgelse udarbejdet af vores forsknings- og konsulenthus. 

- Det er meget positivt, at 99 pct. er tilfredse både med forløbet og tilbuddet om screening, siger ledende overlæge ph.d. Berit Andersen, Afdeling for Folkeundersøgelser ved Regionshospitalet Randers.

- Når kvinderne er tilfredse, så er der større sandsynlighed for, at de vælger at deltage næste gang, de bliver inviteret.

Regelmæssig screening for brystkræft giver større mulighed for at finde en eventuel kræftknude tidligt, så man kan nøjes med den mest skånsomme og helbredende behandling.

Erfaringerne bruges i nyt screeningsprogram
 - Vi er meget stolte over, at kvinderne er tilfredse både med tilbuddet, invitationerne, telefonbetjeningen og selve undersøgelsessituationen. Men den høje tilfredshed må ikke blive en sovepude, siger Berit Andersen. Vi skal sørge for hele tiden at udvikle programmet og øge servicen for borgerne.

- I øjeblikket arbejder vi på højtryk med tarmkræftscreeningsprogrammet, der starter 3. marts, og i planlægningen har vi trukket meget på vores erfaringer fra brystkræftscreeningsprogrammet, fortæller Berit Andersen.

Siden seneste tilfredshedsundersøgelse i 2010 er det blevet muligt for kvinderne selv at ændre deres tid til brystkræftscreening on-line. Godt en fjerdedel af de inviterede kvinder har brugt muligheden.

- Heldigvis viser undersøgelsen, at de også på dette punkt er meget tilfredse, siger Berit Andersen.

2.140 ud af 3.000 adspurgte kvinder deltog i tilfredshedsundersøgelsen.

- Den høje svarprocent på 71 % gør, at undersøgelsen med stor sandsynlighed også reelt afspejler kvindernes oplevelse af screeningsforløbet. Derfor er resultaterne meget brugbare for Afdeling for Folkeundersøgelser og udvikling af screeningsforløbet, siger Dorte Brandt Svendstrup, konsulent ved vores forsknings- og konsulenthus.

Rapporten kan læses her

Fakta om brystkræft og screeningsprogrammet
• Alle kvinder i Region Midtjylland i alderen 50-69 år tilbydes screening for brystkræft hvert andet år.
• Knap tre pct. af de kvinder, der bliver screenet, indkaldes til yderligere undersøgelse (klinisk mammografi)
• Ca. én pct. af de undersøgte kvinder får konstateret brystkræft.
• Brystkræft er den hyppigste kræftform hos kvinder med ca. 4800 nye tilfælde pr. år i Danmark