Forbedringsvejlederuddannelsen udbydes til medarbejdere og ledere i Region Midtjylland. Uddannelsen arrangeres af Region Midtjylland i et fagligt samarbejde mellem Koncern Kvalitet, DEFACTUM, og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Forbedringsvejlederuddannelsen tilbyder læring i systematisk kvalitetsforbedring med udgangspunkt i Model for Improvement (forbedringsmodellen). Herunder er der særligt fokus på konkret målsætning (how much, for whom, by when?), dataindsamling og monitorering (indikatorer og Statistisk Proces Kontrol), test og afprøvning (PDSA-cirklen), implementering og vejledning. I sammenhæng udgør disse metodiske tilgange en systematik i forbedringsarbejde og resultatopfyldelse.

Deltagerne gennemfører selv et forbedringsprojekt i egen organisation i løbet af de knap 12 mdr., uddannelsen strækker sig over. Projektet er essentielt for uddannelsen, da deltageren her kan afprøve forskellige metoder og redskaber. Derved opnår deltageren praktisk erfaring, inden denne efter endt uddannelse skal kunne lede og vejlede andre forbedringsprojekter.

Formålet med uddannelsen er at uddanne forbedringsvejledere, som kan iværksætte, lede og vejlede forbedringsprojekter, der kan føre til markante forbedringer i sundhedsvæsenet. Når uddannelsen er gennemført, vil en forbedringsvejleder kunne:

  • Afdække problemers omfang
  • Sætte systematiske mål
  • Anvende metoder til at afprøve nye arbejdsgange
  • Måle forbedringer systematisk og hyppigt
  • Lede forbedringsarbejde og eliminere barrierer
  • Vejlede kolleger/team i forbedringsarbejde og metoder
  • Anvende metoder til at sprede forbedringer og fastholde opnåede resultater

Målgruppe
Målgruppen for uddannelsen er medarbejdere (ledere, sundhedsprofessionelle eller kvalitets- og patientsikkerhedsfolk) som i dag arbejder, skal arbejde med eller leder forbedringsprojekter i praksis, og som ønsker at øge deres viden om og kompetencer i gennemførelse af samme.

Uddannelsens opbygning
Uddannelsen er bygget op som en vekselvirkning mellem undervisning og vejledning på seminarer samt deltagernes konkrete forbedringsarbejde forankret i klinisk praksis. Deltagerne modtager vejledning og undervisning på seminarer og webinarer.

Deltageren skal ikke stå alene med sit forbedringsprojekt. I stedet iværksættes og gennemføres forbedringsprojektet i et tæt samarbejde med sundhedsprofessionelle, egen leder, daglig leder af den kliniske afdeling eller patienter og pårørende. Tilsammen udgør disse et/deltagerens team, der fokuserer på forbedringsarbejdets fremdrift.  

Dette sker i samarbejde med deltagerens team og sponsor(er) – en eller flere ledere, der støtter op om forbedringsarbejdet og hjælper til at fjerne barrierer.

Varighed og form
Forbedringsvejlederuddannelsen gennemføres med syv dages undervisning, inklusiv to internatseminarer med overnatning. Derudover afholdes der et forberedende møde og tre webinarer (videomøder).

Undervisningsformen varierer mellem teorioplæg, case-baseret undervisning med udgangspunkt i deltagernes egne forbedringsarbejder, praktiske øvelser, anvendelse af forskellige SPC-diagrammer, kommunikationsøvelser og deltagerpræsentationer.

Underviserne vil være danske og internationale eksperter med erfaring i gennemførelse af forbedringsarbejde og med kompetencer på Improvement Advisor niveau (IHI uddannelse).

Tilmeld dig på det ønskede hold inden tilmeldingsfristen. Du vil efterfølgende modtage en velkomstmail og en forberedelsespakke.

 

Tilmeld dig uddannelsen!

Læs mere om DEFACTUMs arbejde med forbedringsprocesser.