Auditforløb kan anvendes i forbindelse med kvalitets- og forbedringsarbejde på sundheds-, social- og psykiatriområdet. Audit betyder direkte oversat revision eller høring og kan beskrives som et redskab til systematisk faglig gennemgang og vurdering af en afgrænset faglig praksis med henblik på udvikling heraf. 

I auditforløb er sigtet at lære af konkrete eksempler på den udvalgte praksis.  Læringen opnås ved, at en gruppe af fagprofessionelle systematisk gennemgår et eller flere eksempler, for eksempel sager, forløb eller hændelser. For at kunne gennemføre en audit, må den udvalgte praksis derfor være dokumenteret skriftligt (fx i sags- eller journalakter) eller på video- og lydoptagelser. Alternativt må deltagerne i auditforløbet have fælles erfaringer med det eller de eksempler på fagpraksis, som vurderes. 

Resultatet af et auditforløb kan være status på eksisterende praksis eller fremadrettet rapportering med anbefalinger for god faglig praksis. En stor fordel ved auditforløb er, at de giver et nyt perspektiv på egen og andres praksis. Idet fagprofessionelle selv typisk er involveret i at forberede og gennemføre forløbet, skaber det også et godt afsæt for fremtidig implementering af resultaterne og det fortsatte arbejde med kvalitetsudvikling.

Gennemførelsen af audits følger syv trin;

  1. Afklaring af rammer og vilkår
  2. Organisering
  3. Sammensætning af auditpanel
  4. Hvad skal auditeres? Afgrænsning af faglig problemstilling
  5. Udarbejdelse af vurderingsskema
  6. Udvælgelse af cases
  7. Dokumentationsmateriale – udvælgelse og klargøring

En metode, der er relateret til audit, er inventering. Ved inventering udvælges typisk et repræsentativt udvalg af journaler, som gennemgås og registreres i inventeringsskemaer. Fokus er på de patienter, som er i sengene netop nu; Er det de rigtige patienter, der ligger i sengene? Hvorfor venter patienterne? Hvordan kan vi skabe mere hensigtsmæssige patientforløb?

Eksempel: Man kan læse mere om gennemførsel og se eksempler på audits i DEFACTUMs publikation; Om Audit - en metode til læring og kvalitetsudvikling i fagpraksis. Regionshospitalet Randers har arbejdet systematisk med inventering siden 2013, og deres proces er kort forklaret her.

Referencer