Forbedringsvejlederuddannelsen udbydes til medarbejdere i Region Midtjylland. Uddannelsen arrangeres af Region Midtjylland i et fagligt samarbejde mellem Koncern Kvalitet DEFACTUM, og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Forbedringsvejlederuddannelsen tilbyder læring i systematisk kvalitetsforbedring ud fra Forbedringsmodellen. Modellen er bygget op om tre væsentlige spørgsmål, som besvares, når nye tiltag igangsættes:

  • Hvad ønsker vi at opnå?
  • Hvornår ved vi, at en forandring er en forbedring?
  • Hvilke forandringer kan iværksættes for at skabe forbedringer?

Samtidig indeholder modellen en læringscirkel, hvis formål er at opbygge viden gennem test af forandringer, den såkaldte PDSA-cirkel (Plan, Do, Study, Act).

Gennem uddannelsesforløbet lærer deltagerne at besvare forbedringsmodellens tre spørgsmål ved at sætte konkrete mål, indsamle og analysere data ved brug af Statistisk Proces Kontrol og afprøve tiltag med PDSA-cirklen. Desuden er det centralt, at deltageren får viden om og erfaring med at implementere og vejlede på forbedringsprojekter.

Deltagerne gennemfører selv et forbedringsprojekt i egen organisation i løbet af uddannelsen. Projektet er essentielt for uddannelsen, da det giver deltageren mulighed for at afprøve forskellige metoder og redskaber i praksis.

Formålet med uddannelsen er at uddanne forbedringsvejledere, som kan iværksætte, lede og vejlede forbedringsprojekter, der kan føre til forbedringer i sundhedsvæsenet. Når uddannelsen er gennemført, vil en forbedringsvejleder kunne:

  • Afdække problemers omfang
  • Sætte systematiske mål
  • Anvende metoder til at afprøve nye arbejdsgange
  • Måle forbedringer systematisk og hyppigt
  • Lede forbedringsarbejde og eliminere barrierer
  • Vejlede kolleger/team i forbedringsarbejde
  • Anvende metoder til at fastholde opnåede resultater og sprede forbedringer

Målgruppe
Målgruppen for uddannelsen er sundhedsprofessionelle, ansatte på det sociale område, administrativt ansatte og mellemledere, der ønsker at øge deres viden om og kompetencer til at gennemføre og facilitere forbedringsarbejde.

Teamsamarbejde
Deltageren skal ikke stå alene med sit forbedringsprojekt. Derfor skal forbedringsprojektet iværksættes og gennemføres i et tæt samarbejde med kollegaer, ledere, patienter og pårørende. Tilsammen udgør de et forbedringsteam, der støtter op om forbedringsarbejdets fremdrift, og hjælper til at fjerne evt. barrierer. 

Uddannelsens opbygning
Forbedringsvejlederuddannelsen strækker sig over ca. 12 mdr., og gennemføres med syv dages undervisning, inkl. to internatseminarer med overnatning. Derudover afholdes der et forberedende møde og tre webinarer (videomøder).

Undervisningsformen varierer mellem teorioplæg, case-baseret undervisning med udgangspunkt i deltagernes egne forbedringsprojekter, praktiske øvelser, anvendelse af forskellige SPC-diagrammer, kommunikationsøvelser og deltagerpræsentationer.

Undervejs i forløbet tilbydes deltageren løbende vejledning på sit forbedringsprojekt af erfarne konsulenter ved DEFACTUM og lokale forbedringsvejledere.

Underviserne vil være danske eksperter med erfaring i gennemførelse af forbedringsarbejde og/eller med kompetencer på Improvement Advisor (IA) niveau.

Tilmeld dig på det ønskede hold inden tilmeldingsfristen. Du vil efterfølgende modtage en velkomstmail og en forberedelsespakke.

Tilmeld dig uddannelsen!

Vil du gerne vide mere om de metoder, der anvendes på uddannelsen, kan du kigge i metodekataloget.

Tilmeld dig uddannelsen! Du vil efterfølgende modtage en velkomstmail og en forberedelsespakke.