Kortlægning af kommunale indsatser målrettet mental trivsel i hjerterehabilitering

Mental mistrivsel og bekymringer er en betydelig del af livet som hjertepatient og som pårørende. Over en fjerdedel af hjertepatienter oplever mistrivsel, mens seks ud af ti pårørende gør det samme. Forskning viser, at hjerterehabilitering kan øge patienters livskvalitet og funktionsevne. Fysisk træning har større fokus end det mentale i hjerterehabilitering og både hjertepatienter og pårørende efterspørger mere hjælp og støtte til mental trivsel, også i hjerterehabilitering.

Med dette projekt ønsker vi at gennemføre en kortlægning af kommunale indsatser målrettet mental trivsel i den eksisterende hjerterehabilitering i Danmark. Kortlægningen undersøger: 

1) hvilke indsatser kommunerne tilbyder borgere og pårørende i forhold til mental trivsel i hjerterehabilitering 

2) hvordan kommunerne arbejder med mental trivsel i hjerterehabilitering.

Kortlægningen består af en spørgeskemaundersøgelse, som sendes til alle danske kommuner i løbet af foråret 2024. 

Kortlægningen er en del af et større forskningsprojekt ” Cardiac rehabilitation beyond the physical: Enhancing mental well-being in cardiac patients and their Relatives”. Kortlægningen skal generere viden som skal danne grundlag for udvikling og evaluering af en psykosocial indsats til patienter i hjerterehabilitering og deres pårørende, herunder behovsvurdering af de pårørende, som ikke er en del af den nuværende indsats.

Projektstatus Aktiv
Afslutning 2025
Samarbejdspartnere Aarhus Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune