Rådgivning ruster kommuner til bedre at behandle sager om adoption uden samtykke. 

Lovgivningen vedrørende adgangen til adoption uden samtykke fra de biologiske forældre er blevet lempet i flere omgange, senest i oktober 2015. I den forbindelse har Socialstyrelsens rådgivningstilbud til kommunerne, VISO, fået til opgave at yde målrettet rådgivning til kommunerne. Netop erfaringerne med denne rådgivning har DEFACTUM belyst og kortlagt via gennemgang af 20 journalsæt samt interview med ledere og medarbejdere fra 29 af landets 98 kommuner.

- Vi ved hvor og hvordan, vi skal starte. Vi har fået det i rygsækken, vi skal bruge for at komme i gang.

Sådan lyder det fra en af interviewpersonerne, som kommer fra en af det store flertal af kommuner, der vurderer, at rådgivningen har styrket kommunens forudsætninger for at arbejde med og rådgive i adoption uden samtykke.

VISOs rådgivning har understøttet generel faglig udvikling, og ført til konkrete faglige tiltag i de fleste af kommunerne. Eksempelvis har mange af kommunerne revurderet aktive sager på baggrund af rådgivningen, og de fleste vurderer nu adoption tidligere i et sagsforløb.

Der er alligevel plads til udvikling. Øget praksisnær sparring med andre kommuner, øget kontinuerlighed i dialogen samt et styrket bidrag fra Ankestyrelsen og Statsforvaltningen er blandt interviewpersonernes forslag til, hvordan VISO kan videreudvikle rådgivningstilbuddet til kommunerne.

VISO's rådgivning om adoption uden samtykke. En videns- og erfaringsopsamling

Morten Greve
Tlf.: 2148 1539
Mail: morgre@rm.dk