Foto: Kristoffer Juul 

Ph.d.-studerende Louise Sofia Madsen, DEFACTUM har netop modtaget et stipendium – 1.500.000 Kr. – til forskning i hvad der sker med funktionsevnen og ikke mindst de sociale relationer, når rehabilitering flytter ud i grønne omgivelser.

Siden august 2016 har kommende ph.d.-studerende Louise Sofia Madsen arbejdet på at igangsætte et nyt forskningsprojekt, som undersøger muligheder, udfordringer og potentielle fordele forbundet ved at flytte rehabilitering ud i grønne omgivelser. Og nu er der også en økonomisk håndsrækning på vej, hvor et fuldt stipendium fra Health ved Aarhus Universitet, samt støtte fra ’Folkesundhed i Midten’ gør det muligt at realisere projektet.

- Vi kan se, at flere med nedsat funktionsevne oplever begrænsninger i deres hverdagsliv, som kan betyde de ekskluderes fra sociale fælleskaber. Ved at flytte rehabiliteringen udenfor, i det offentlige rum, er vi langt tættere på de situationer og udfordringer, som de her borgere støder på i dagligdagen, fortæller Louise Sofia Madsen og fortsætter:

- Det er ikke kun funktionsevnen, som skal flytte sig. Også de sociale relationer og kontakten til nærmiljøet skal flytte sig og det kræver, at vi har de rette rammer, så alle borgere med eller uden nedsat funktionsevne får et sted, hvor det er naturligt at mødes.

Forskningsprojektet er et led i etableringen af rehabiliteringsparken SPARK (Sundhed, Park, Aktiviteter, Rehabilitering og Klimatilpasning), som er blevet til i et samarbejde mellem MarselisborgCentret, Aarhus Kommune, DEFACTUM, Region Midtjylland, Aarhus Vand, Realdania og A.P. Møller Fonden. Etableringen af parken påbegyndes i 2018.

 

Yderligere info:

  • Louise Sofia Madsen, antropolog, ph.d.-studerende, DEFACTUM, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet: Mobil: 7841 4420, mail: lmaden@rm.dk
  • Claus Vinther Nielsen, professor, overlæge ph.d., DEFACTUM, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet: Mobil: 2223 9488, mail: claus.vinther@rm.dk
  • Charlotte Handberg, postdoc., ph.d., MPH, RN, DEFACTUM, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet Mobil: 2912 0512, mail: charlotte.handberg@stab.rm.dk