- Jeg konverterer svære oplevelser til erfaringskompetencer, der kommer andre til gode i deres recoveryproces. Samtidig støtter jeg systemet i en mere recovery-orienteret tilgang til borgeren, fortæller konsulent Gry Trust Mertz, DEFACTUM, der selv har mange år med psykisk sygdom i bagagen.

Det kan blive en stor gevinst for samfundet, hvis flere får mulighed for at følge Gry Trust Mertz' eksempel. Brugererfaring fra psykiatrien i såkaldte peer-ansættelser har nemlig et stort personligt og jobmæssigt potentiale, lyder et par af konklusionerne i en undersøgelse af arbejdsmarkedet for peers, som DEFACTUM netop har gennemført i samarbejde med Projekt ”Ligestillet Støtte”.
 
Tillidsfuld relation
Konsulent Jesper Buchholdt Gjørup, DEFACTUM, har haft stor fornøjelse af samarbejdet med sin peer-kollega:

- Gry har været idemageren til peer-projektet. Hun er hovedinterviewer, styrer selv processerne på workshops og præsenterer resultaterne på forskellige konferencer. Hun tager almindelige konsulentopgaver, og hendes kendskab til psykiatrien gør, at hun har øje for helt andre ting. Fx kan hun hurtigt skabe en tillidsfuld relation til borgerne.

- En peer-ansat har generelt mange brugbare kompetencer, der gør en arbejdsplads mere fuldkommen, fortæller Jesper Buchholdt Gjørup.

Håbets spejl
Kortlægningen viser samtidig, at peer-arbejde skaber mening, identitet og giver faste holdepunkter i peer-medarbejderens tilværelse.

- Det skaber mening i tilværelsen, når ens erfaringer gavner andre. Selvom peer-medarbejdere måske ikke længere er patienter i psykiatrien, har det stor betydning for deres egen fortsatte recovery, fortæller Gry Trust Mertz, der støtter op om at få flere psykisk sårbare ind i nye peer-ansættelser.

- At spejle sig i nogen, der kan relatere til ens aktuelle situation, giver håb om bedring, fortæller Gry Trust Mertz, og understreger, at peer-medarbejdernes erfaringer også gør en positiv forskel for psykisk sårbare borgere, der får hjælp af en peermedarbejdere recoveryprocessen. En kompetence der er relevant i en lang række andre jobfunktioner og på mange andre typer af arbejdspladser.

Fodfæste på arbejdsmarkedet
For mange er peer-ansættelsen også en ny mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

- Der er en stor gruppe af mennesker, som efter psykisk sygdom er blevet erklæret arbejdsparate men oplever udfordringer med at få et job. Tidligere ville mange af disse mennesker formentlig være endt i en førtidspension, men nu skal de være selvforsørgende, fortæller konsulent Jesper Buchholdt Gjørup, DEFACTUM, og fortsætter:

- Med en peer-ansættelse får man en reel mulighed for at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet. Man bliver igen et aktiv i arbejdslivet, der måske har været på standby på grund af sygdom. Vi har dog brug for at få defineret, hvad peer-faglighed er, og delt de gode historier om peer-ansættelserne, så flere får fodfæste fremadrettet.

Peer Job-Undersøgelsen, der er finansieret af Center for Innovation og Metode, viser, at der er grobund for mange flere peer-ansættelser for mange andre arbejdsparate og tidligere sygemeldte borgere. Læs Hvordan skaber vi et større arbejdsmarked for peers? Muligheder og barrierer her