Fortæller svarene på 5 spørgsmål, om du føler dig inddraget i din behandling under et hospitalsophold? Er tal og målinger overhovedet et middel til, at du bliver inddraget? Og gør tal og målinger hospitalets personale mere opmærksomme på patienterne? Kom, få svar og spil ind med dine holdninger på et gratis debatmøde i Aarhus på Olof Palmes Alle 15, kantinen, den 23. august kl. 15.00-17.15.


Foto Unsplash. Patientinddragelse i metermål.

Du kan få et kig ind i maskinrummet bag udviklingen og brugen af måleinstrumenter, når forsker Erik Riiskjær, specialkonsulent Jens Thusgård Hørlück samt de to ph.d.-studerende Caroline Mejdahl og Randi Steensgaard starter debatten om tal og målinger som et element i inddragelse af patienter.

- Vi sætter fokus på, hvordan vi kan bruge tal og målinger i arbejdet med patientinddragelse – både hvor det giver mening, og hvor det ikke giver mening, fortæller medarrangør og specialkonsulent René Buch Nielsen fra DEFACTUM i Region Midtjylland, og fortsætter:

- Region Midtjylland ønsker et sundhedsvæsen på patientens præmisser. Med debatmødet tager vi temperaturen på, om vores målinger og tal kan bidrage til at nå det mål.
Deltagerne på mødet får ny viden og mulighed for at byde ind med deres egne perspektiver på brugen af tal og målinger. Arrangørerne fra HR og DEFACTUM i Region Midtjylland håber, at patienter såvel som personalet på hospitalerne tropper talstærkt op og bidrager med forskellige vinkler i debatten.

- Personalet i hele Region Midtjylland har fokus på, hvordan de leverer sundhed på patientens præmisser. Det er der helt sikkert også patienter og alle mulige andre, der har erfaringer med og holdninger til. Vi håber derfor på en god debat med mange perspektiver på brugen af målinger og sundhedstal, siger René Buch Nielsen.

Forsker Erik Riiskjær og specialkonsulent Jens Thusgård Hørlück indleder med et oplæg om, hvorfor og hvordan de har udviklet et måleredskab til patientinddragelse. Dernæst fortæller ph.d.-studerende Caroline Mejdahl om, hvordan patienternes selvindtastede data bliver brugt på hospitalerne. Og endelig fortæller ph.d.-studerende og klinisk sygeplejespecialist Randi Steensgaard, hvordan en klinik konkret bruger tal i arbejdet med patienter med rygmarvsskade.

Der er også mulighed for at debattere med en repræsentant fra Region Midtjyllands Sundhedsbrugerråd.

Tilmeld dig gratis på mail: METBYH@RM.DK.