Mange psykisk sårbare har ekstra gavn af den familiære næstekærlighed, fortrolighed og tillid, som vi i juledagene sætter i scene som Hjerternes fest. Svær psykiske sygdom slider nemlig på de sociale relationer, og i flere af landets kommuner får psykisk sårbare derfor tilbud om lidt mere familiær nærhed i en såkaldt netværksfamilie. Et uafhængigt supplement til socialpsykiatrien. Relationen er ikke kun givtig for de psykisk sårbare, også de frivillige netværksfamilier får ekstra livskvalitet, viser DEFACTUMs kvalitative forskningsundersøgelse, der bygger på interviews med 16 af familierne.

Kommunen står fortsat for terapien
Typisk møder den psykisk sårbare sin netværksfamilie et par gange om måneden, hvor de enten kokkererer, går i haven eller blot ser fjernsyn. Men selvom det kun er hverdagsaktiviteter, så er den løbende kommunale rådgivning af netværksfamilierne vigtig, viser studiet:

- At tilbyde den psykisk sårbare en familiær relation er en stor udfordring for mange netværksfamilier. Kommunal rådgivning er derfor vigtig for at håndtere de spørgsmål, der hurtigt dukker op: Skal familierne fx agerer som familiemedlemmer? Er de venner? Er de ressourcepersoner? Eller hvad er de?, fortæller hovedskribent og forsker Lotte Groth fra DEFACTUM og fortsætter:

- Familierne får at vide, at de blot skal gøre, som de plejer og inviterer den psykisk sårbare med en gang i mellem. Familierne skal ikke være terapeuter eller psykologer. At føre det ud i livet kræver dog ofte sparring og åbenhed om relationen fra de kommunale medarbejdere.

Gør det med hjertet
De frivillige familier har ofte kun meget lidt eller ingen viden om de psykisk sårbares sygdom og diagnoser, viser studiet. Det var dog ingen hindring:

- De fleste netværksfamiliers frivillighed er motiveret af et bagvedliggende ønske om at gøre noget godt for et andet menneske. Og de ønsker at indgå i en meningsfuld og personlig relation, fortæller Lotte Groth og afslutter:

- Flere håber også, at deres medvirkende som netværksfamilie er med til at nedbringe stigmatisering og udfordre deres egne fordomme om psykiske lidelser. Hvordan kommunerne bruger den omsorg og inddrager frivillige i det socialpsykiatriske arbejde, det kan studier som dette gøre os klogere på.

Læs om: Netværksfamilieprojektet - effekter af et nyt socialpsykiatrisk behandlingstilbud

Lotte Groth Jensen
Tlf. 4048 6949
Mail lotjes@rm.dk